Tranbjerg Kirke.

Tranbjerg Kirke.

Præsteklumme: Uro – og skovens dybe stille ro

Af
Anja Stokholm

Tranbjerg Kirke

præsteklumme Det ligger efterhånden på rygraden – hænderne vaskes og sprittes. Hostet kvæles eller får til nød lov at ende i armen og for himlens skyld ikke i hænderne. Den offentlige transport forsøger man at klare uden at røre ved noget, men i balancegang med tungen lige i munden.

Sådan kan det meste af året 2020 opleves som en lang balancegang. Året hvor det utænkelige blev virkelighed. Og skønt den nye virkelighed i én forstand er flyttet ind på rygraden, så er den i anden forstand slet ikke. For det er som om, der er dele af ens indre, som stadig ikke kan finde fodfæste i den nye virkelighed.

Og måske er det den konstante balancegang og manglen på solidt fodfæste, som giver plads til uroen, der rumsterer i ens indre. For mange af os har coronakrisen betydet mere tid og en knap så hektisk hverdag – og alligevel har den sneget sig ind hos mange af os: uroen. Den uro som ikke helt kan forklares, men som vel har sin rod i usikkerhed og kontroltab. En uro som ikke dæmpes, men tværtimod trives, når vi også fra myndighedernes side hører udsagn som: Ingenting bliver igen som før. Udsagn som får mig til at savne og længes – efter meget af det, der nu hører til i kategorien før-krisen.

Da er det, jeg må ty til skoven. Til skovens dybe stille ro, som jeg nærmest er blevet afhængig af. Det er egentligt besynderligt, for det er ikke kun stilhed og ro, der er i skoven. Den er derimod fuld af liv. Skovbunden vrimler med små væsener, for hvem krisen går ret ubemærket hen. Det samme gør sig gældende i træernes toppe, også her er der ufortrødent aktivitet og munter sang. Og måske er det i virkeligheden netop derfor, at skoven og naturen i det hele taget er så tillokkende. Den har en beroligende effekt på sindet, for den minder én om, at selv om meget er forandret, så er der stadig noget, som ikke er. Betydningsfulde og livgivende ting er stadigvæk som før, krisen vendte vores verden fuldstændig rundt.

En tur i skoven kan give én håb om, at den normalitet, man oplever i naturen, også vil vende tilbage til vores almindelige liv med hinanden. Og trænger man til variation fra skoven, ja så kan man også gå en tur i kirke. Også her bliver man mødt af et håbs-budskab om, at selv om meget er usikkert og forandret, så er der andre betydningsfulde ting, som består.

Publiceret 22 August 2020 06:00