Hans Boas.

Hans Boas.

Præsteklumme: Aflastning

Af
sognepræst Hans Boas

Lystrup-Elev

præsteklumme I det moderne samfund er vi helt afhængige af, at varer kan transporteres fra a til b. Når en lastbil kommer til sit bestemmelsessted, skal fragtgodset læsses af. En sådan aflastning har den effekt, at der bliver plads til noget andet, og lastbilen derefter kan køre længere på en liter diesel. Sådan er det også med mennesker. Ind imellem skal vi lige bakke ind og læsse af. Det er godt at blive aflastet. Det giver mod på at komme videre.

Det er der også nogle mennesker, som oplever helt konkret, når deres syge ægtefælle bliver tilbudt en midlertidig "aflastningsplads" på plejehjemmet, for så får den pårørende lige en pause; det giver ro, så man kan komme til kræfter og får overskud til at være til gavn igen. Og det har stor betydning. På samme måde er der forældre, som har brug for en aflastningsfamilie til et barn med særlige udfordringer.

En fortrolig samtale om livets store spørgsmål kan også føles som en form for aflastning. Man får luft for sine urolige og forvirrende tanker; man kan give slip på noget af sin vrede eller sine bekymringer. Det er godt at få læsset af. Som præst oplever jeg mange af den slags fortrolige samtaler, hvor et menneske har brug for at blive aflastet ved at fortælle om det, som er svært – altså det tunge i tilværelsen. Skylden og smerten over det, som man ikke kunne ændre og sorgen at have mistet et menneske, man elsker. Som regel mærker jeg også, at der undervejs i samtalen opstår en lettelse, så smilet igen bryder frem. Oplevelsen af, at der findes et rum, hvor det er muligt og uden risiko at tale om det, som gør ondt, og som man ikke kan komme til rette med, kan virke aflastende.

Men det er altså ikke kun præsten, der kan bruges som aflastning. Den aflastende samtale, kan vi have med ethvert medmenneske, der har vores fortrolighed. Og i den forstand kan vi alle være præster for hinanden.

"Bær hinandens byrder, sådan opfylder i Kristi lov," skriver Paulus i sit brev til Galaterne. Det er ord, som ofte bruges i vielsestaler. De er nu ikke i særlig grad henvendt til ægtefolk, men til alle og enhver. For når vi hjælper hinanden med at bære det, som er tungt, bliver byrden lettere, og så lever vi også efter det store bud om næstekærlighed, som de fleste af os i den kristne kulturkreds har som et værdigrundlag.

Men hvad så med det, som bliver ved med at føles for tungt? Hvor skal vi gøre af det? Det må vi lægge over til Gud. For det som er helt ubærligt, må han hjælpe os med at bære. Vi kan nemlig kaste alle vore bekymringer på ham. Og det er sand aflastning. Han kan give os fred i sjælen. Han kan give os mod på livet og håb for fremtiden. Det har vi brug for at tro på.

Publiceret 22 August 2020 06:00