Claus Krogh, ansvarshavende chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser

Claus Krogh, ansvarshavende chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser Foto: Marie Ravn

Chefredaktørens klumme:

Rækker de borgerlige endelig ud efter borgmesterkæden?

Har man ikke en ambition om at gå efter borgmesterposten, skal man ikke være spidskandidat for et parti, lyder det blandt andet fra Claus Krogh i ugens klumme

Set udefra har det borgerlige politiske mandskab i Aarhus i flere år lignet en flok letmatroser på et socialdemokratisk skib, styret med hård hånd af den folkekære socialdemokratiske borgmester, Jacob Bundsgaard.

De borgerlige spidskandidater har aldrig rigtig rakt ud efter borgmesterposten og virket som om, at de var tilfredse med, at de så i stedet kunne gnave på et rådmandsben. Også her, har de dog skulle eksekvere en politik afstukket af et rødt flertal i byrådet. Så et reelt borgerligt aftryk på den politiske agenda i Aarhus har været et fatamorgana i horisonten. Måske blæser der andre vinde fremadrettet? I den forgangne uge meddelte Steen Stavnsbo, at han er Konservatives spidskandidat, og han går efter borgmesterposten. Han mener, at en spidskandidat skal og bør gå efter at blive borgmester. Det kan man jo kun give Stavnsbo ret i - alt andet er uambitiøst. Fredag kom det frem, at Venstres spidskandidat ved de seneste to kommunalvalg Bünyamin Simsek ikke længere har bestyrelsen i Venstre i Aarhus Kommunes opbakning. Man vil gerne have en anden kandidat end Simsek til at stå i spidsen for Venstre, når kommunalvalget 2021 skydes i gang.

Simsek selv agter ikke at tage kampen op. Forklaringen er, at han ikke ønsker en opslidende kamp om at blive spidskandidat. Sandheden er nok, at han godt ved, at hans stjerne er dalende. Til JP Aarhus siger han, at han er stolt af sine politiske resultater. Hvilke fristes man til at spørge? Simsek har som rådmand været sat til at eksekvere byens røde flertals beslutninger - både da han i 2013-2017 var rådmand for Børn og Unge og som nuværende rådmand for Teknik og Miljø. Så hvad han har skabt af resultater, har været resultater, som byens røde flertal har givet ham lov til. Det har nok også spillet ind i Simseks beslutning, at han fik en ordentlig vælgerlussing ved valget i 2017. Her gik han fra 8.169 personlige stemmer i 2013 til 5.742 ved valget i 2017.

Nu står Venstre i Aarhus foran en opgave med at finde deres nye spidskandidat, og man må håbe for det borgerlige Aarhus, at den nye spidskandidat er ligeså ivrig efter at række ud efter borgmesterkæden, som Steen Stavnsbo er det.

Chancerne for at få kæden er godt nok små set i lyset af det mangeårige røde flertal i byen - men hvis man ikke har ambitionen om at gå efter borgmesterkæden, så skal man ikke være spidskandidat for et parti.

Med venlig hilsen

Claus Krogh, ansvarshavende chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser

Publiceret 19 August 2020 14:00