Præsteklumme: Den fortrolige samtale med præsten

Af
sognepræst i Todbjerg og Mejlby kirker

Vibeke Boye Liisberg.

Præsteklumme Som præst har man mange funktioner. En af dem er at stå til rådighed, når mennesker har brug for en at tale fortroligt med. Tale om tro og tvivl, om problemer der tynger, om sorger og bekymringer, om vrede, skam og skyld. Med andre ord tale om det, som er svært at tale om, og som måske føles direkte umuligt at tale med sine nærmeste om. Præsten står til rådighed med to lyttende ører og en mund, der er lukket. I hvert fald lukket når samtalen er slut, for præsten har tavshedspligt. Under samtalen, for det er netop en samtale og ikke en monolog, kommer præsten selvfølgelig med sine betragtninger, og forsøger at sige noget, der evt. kan hjælpe vedkommende.

Og her vil det af og til være oplagt, at præsten inddrager Bibelen og den kristne tro. Måske præsten beder en bøn med eller for vedkommende, eller lyser velsignelsen, eller tilsiger syndsforladelse. Sådan er det nogle gange, men ikke altid. Nogle gange er der bare brug for et menneske med tavshedspligt, som man kan ’læsse af på’. Et menneske, som ikke fører noget i journal, og som efter samtalen skal gemme det hele så langt ned i erindringens dyb, at der næsten er, som har det aldrig fundet sted. Det at fortælle noget til et andet menneske, kan ind imellem være helende i sig selv. Det, at formulere over for et andet menneske, hvad der er svært og gør ondt, kan bevirke, at det ikke længere føles helt så svært eller gør helt så ondt. Man er ikke længere alene med det svære, man har delt det med et andet menneske.

De samtaler, der finder sted på den måde mellem præst og et sognebarn under fire øjne, kaldes for sjælesorgssamtaler. Selvom ordet kunne antyde det, har det ikke specielt noget med sorg at gøre. Ordet kommer af tysk, og Sorge på tysk betyder omsorg. Så sjælesorg betyder altså omsorg for sjælen. Og det er omsorg at lytte fordomsfrit og medfølende til et andet menneske. Og det er med inspiration fra Jesus. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile, sagde Jesus. At lade et menneske tale om det, der tynger, kan betyde, at byrden lettes lidt. Det kan virke som man ikke længere bærer det hele alene. Præsten kan for eksempel fortælle, at Gud altid vil bære med på vores byrder. At vi må lægge det, vi ikke kan magte eller bære alene, over til Gud. At der er tilgivelse for os, så skylden ikke skal tynge os helt til jorden, at vi blot kan bede til vores skaber, og han vil høre os. Når man er urolig eller tynget af angst, så kan samtalen med præsten nogle gange, være det, der gør, at det hele letter lidt, og sjælen finder hvile. Hvile i tilliden til, at Gud bærer med og tilgiver os. Når det sker, lykkes sjælesorgssamtalen, og opfylder sin mission.

Publiceret 15 August 2020 06:00