Freja Laustsen (t.v.) og Mie Leth Wejdling ved rundkørslen på Ajstrup Strandvej, hvor cykelstien stopper.

Freja Laustsen (t.v.) og Mie Leth Wejdling ved rundkørslen på Ajstrup Strandvej, hvor cykelstien stopper. Foto: Kim Skovrup Andersen

Ajstrup Strand-borgere har ventet i 30 år: "Mon vi nogensinde får en cykelsti?"

Forening ved Ajstrup Strand har fået fornyet håb om længe ønsket cykelsti efter Teknik & Miljø-rådmands udmelding

Af
Kim Skovrup Andersen

Infrastruktur Det vakte stor glæde hos Ajstrup Strand-borgerne Mie Leth Wejdling og Freja Laustsen, da de i Lokalavisen Aarhus i begyndelsen af juli kunne læse følgende citat fra Teknik & Miljø-rådmand, Bünyamin Simsek (V):

"Venstre kræver, at alle oplandsbyer bliver koblet på hovedcykelinfrastrukturen med cykelstier, så de ikke længere skal kæmpe sag for sag."

Ajstrup Strand-borgerne har gennem fællesråd og andre gode kræfter arbejdet for en cykelsti fra Beder-Malling til Ajstrup Strand i godt og vel 30 år.

Fraværet af en cykelsti til Ajstrup Strand giver farlige situationer i trafikken på de smalle veje, og derfor fravælger mange at hoppe op på jernhestene.

For 20 år siden - i 2000 - blev der så endelig anlagt cykelsti fra Malling til rundkørslen i Ajstrup ved Elmosevej. Og ifølge Mie Leth Wejdling og Freja Laustsen med et løfte om, at den sidste strækning til stranden ved Ajstrup Strand på 2,6 kilometer ville blive realiseret indenfor en overskuelig fremtid. Men nu har den nyeste udmelding altså givet Ajstrup Strand-borgerne nyt håb.

"Det var meget glædeligt at læse det, rådmanden siger, og nu tænker vi, at vi skal markere os og komme frem i lyset, så vi ikke bliver nedprioriteret og glemt igen," siger Freja Laustsen, som er bestyrelsesmedlem og medlem af trafikudvalget i foreningen Krydsfelt-Norsminde.

Som navnet antyder, er der tale om en forening for et område, som både er dækket af Aarhus Kommune og Odder Kommune.

Foreningen står bag en række aktiviteter som havnefest, fællesspisning, gåture og grundlovsmøde på tværs af de to kommuner.

Og det er tydeligt at se ved broen i Norsminde, hvor skellet ligger. For forskellen mellem Aarhus Kommune og Odder Kommune er til at få øje på.

"Dér kan du se forskellen på Odder og Aarhus," siger Mie Leth Wejdling, der er formand for Krydsfelt-Norsminde og peger på den nærliggende cykelsti og vej mod syd, der er i en del bedre stand end på Aarhus-siden.

Hun tilføjer: "Når jeg kigger på kommunens cykelhandleplan, er det som om, Aarhus stopper ved Moesgaard. Og det er ikke i orden, synes vi."

Krydsfelt-Norsminde og fællesrådet har flere gange forsøgt at råbe politikerne op – senest i 2017 forud for kommunalvalget, hvor byrådspolitikere blev inviteret på cykeltur, - politikerne deltog, men der kom dog ingen respons efter valget.

"Dér følte vi i hvert fald, at vi virkelig boede i udkanten, når der ikke blev fulgt op," siger Freja Laustsen, som er født og opvokset i området og stadig bor der.

"Og så er det, man tænker, at grunden til, at der ikke sker noget herude, er, at der ikke er så mange vælgere her som i midtbyen," lyder det fra Mie Leth Wejdling, som fortsætter:

"Vi ønsker, at kommunen forholder sig til det og laver en plan. At man ikke bare skubber det væk, så det ikke eksisterer."

Vil bruge 300-400 millioner kroner

Står det til Bünyamin Simsek, skal Ajstrup Strand-borgerne ikke vente længe på cykelstien.

Bünyamin Simsek er klar på at bruge mange flere penge på cykelstier i de kommende ti år.

Bünyamin Simsek er klar på at bruge mange flere penge på cykelstier i de kommende ti år.

"Hvis Venstre alene kunne bestemme, så ville der komme til at ske noget allerede i 2021. Men vi har kun seks mandater ud af de 16, der skal til et flertal. Jeg synes, ønsket er berettiget, og det er et forventeligt krav, borgerne har til byrådet som oplandsby, at deres lokalsamfund bliver prioriteret. Men jeg er også nødt til at komme med en kritik af flertallet i byrådet, hvor man har opbygget en proces, hvor man i små bidder - som var det fredagsslik til børn - deler små gaver til udvalgte lokalområder. Og det, synes jeg ikke, er en måde at drive velfærdspolitik og infrastruktur på. Det er derfor, vi vil have en samlet plan og samlet økonomi, der leverer det her en gang for alle. Også fordi vi er en vækstkommune, hvor vi bliver flere, og hvor vi gerne vil have, at borgerne bruger cyklen. Vi er nødt til at levere på det her. Andet kan vi simpelthen ikke være bekendt," fastslår han.

"I Venstre synes vi ikke, at det er passende, at vores lokalsamfund fra sag til sag hver især skal kæmpe for noget, som er berettiget. Som kommune og byråd bør vi levere i forhold til cyklisme og infrastruktur anno 2020. Derfor har vi fremsat det her forslag, der går ud på, at vi skal have koblet vores hovedcykelinfrastrutur sammen i hele kommunen, således at det ikke er noget, vores lokalsamfund skal bruge tid og energi på. Får vi en opbakning og flertal i byrådet og de nødvendige midler, så vil vi sætte arbejdet i gang om, hvordan vi kan udmønte de penge, og hvad det er for en struktur, vi kan lave," lyder det fra Bünyamin Simsek.

De kommende budgetforhandlinger går i gang i begyndelsen af september, og i år er det lidt specielt, da der skal lægges et 10 års anlægsbudget. Det vil sige, der skal udmøntes midler for de næste ti år.

"Hvis jeg skal komme med et bud, vil jeg vurdere, at der skal bruges godt og vel 3-400 millioner kroner til cykelstier i Aarhus over de næste ti år. Men det er et forsigtighedsskøn. Foreløbig har vi kontaktet de eksperter, der har indsigten i Teknik og Miljø, og så må de levere det grundlag til beslutningen af et muligt budget," siger rådmanden.

Publiceret 14 August 2020 16:00