Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Plejehjemsbeboer konstateret smittet med covid-19 ved indlæggelse på hospital

Plejehjemmet Thorsgården i Åbyhøj er blevet ramt af coronavirus

En beboer på plejehjemmet Thorsgården i Aarhus er konstateret smittet med covid-19. Den positive test blev foretaget, da beboeren i anden sammenhæng var indlagt på hospital i forbindelse med kritisk sygdom. Siden 10. marts har der dog hverken været smittede beboere eller medarbejdere på de aarhusianske plejehjem, men nu er en beboer på plejehjemmet Thorsgården i Åbyhøj blevet konstateret covid-19-positiv, da beboeren i anden sammenhæng var indlagt på hospitalet.

Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Derfor mindskes muligheden for besøg på plejehjemmet, og alle medarbejdere og beboere bliver testet. Plejehjemmet er derfor lukket for indendørs og udendørs besøg indtil videre, dog med undtagelse af de såkaldte kritiske besøg, som for eksempel kan være besøg hos en døende og generel undtagelse for besøg fra nærmeste pårørende.

Mundbind ved besøg

Plejehjemmet har søndag aktiveret kommunens beredskabsplan for smitte på plejehjem.

"Vi skal gøre alt for, at beboerne fortsat oplever den pleje og omsorg, vi altid giver dem, selvom vi står i en særlig situation. Vi holder et ekstra vågent øje de kommende dage med symptomer hos beboere og medarbejdere. Vi har i forvejen skruet op for den daglige rengøring, sørger for ekstra grundig hygiejne og skærpet brug af værnemidler," siger Kirsten Høgh Obling, viceområdechef, i pressemeddelelsen og fortsætter:

"Samtidig skal pårørende, frivillige og andre besøgende, der har været på plejehjemmet den seneste uge, være opmærksomme på, om de udvikler symptomer og i så fald kontakte egen læge. Ved behov for besøg skal forstanderen kontaktes."

Sundhed og Omsorg vil samtidig opfordre til, at alle besøg generelt på alle plejehjem foregår udendørs lige nu i det gode vejr, og samtidig opfordres alle til at bruge mundbind i almindelighed.

Der er ingen andre af de 62 beboere på plejehjemmet, der udviser symptomer på smitte, mens en enkelt medarbejder er blevet testet, hvor man afventer resultat.

Sundhed og Omsorg planlægger sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed test af samtlige beboere og medarbejdere, og styrelsen er desuden i gang med kontaktopsporing, oplyses det i pressemeddelelsen.

jwh

Publiceret 10 August 2020 08:49