Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

128 testet positive det seneste døgn:

Over halvdelen er fra Aarhus

Covid-19 fortsætter med at sprede sig i Aarhus, viser de nyeste tal

Af
Jonas Wrede Hansen

Siden lørdag klokken 8 er 128 nye personer konstateret smittede med covid-19 i Danmark. Over halvdelen af de nye smittede personer er fra Aarhus. Det fremgår af tal, som er sendt til den følgegruppe i Folketinget, der holder øje med udbredelsen af covid-19, skriver Ritzau ifølge Jyllands-Posten.

De daglige smittetal udkommer kun i hverdage, men tallene, som Ritzau er i besiddelse af, er udsendt til politikere, så de kan følge nøje med i udviklingen.

Statens Serum Institut oplyser desuden, at ud fra de prøver, som blev foretaget 7. august, er 139 personer konstateret smittede. 83 af tilfældene er i Aarhus, skriver Jyllands-Posten.

Det store antal smittede i Aarhus har blandt andet betydet en lang række ny tiltag i kommunen, der blandt andet indbefatter brug af mundbind, hvis man benytter sig af offentlig transport. Det har fået aarhusianerne til at hamstre mundbind, men søndag kan Aarhus Kommune oplyse, at der er nye forsyninger på vej.

Publiceret 09 August 2020 13:31