Den nyuddannede dommer Tarek Mahmoud El-Ali omgivert af aflastende medarbejder hos Get2Sport, Denis Dandic (t.h.) og projektleder Thorbjørn Ovedal.

Den nyuddannede dommer Tarek Mahmoud El-Ali omgivert af aflastende medarbejder hos Get2Sport, Denis Dandic (t.h.) og projektleder Thorbjørn Ovedal. Foto: Kim Skovrup Andersen

Bispehave-unge fik dommer-drømme opfyldt

Flere unge fra Bispehaven har netop færdiguddannet sig til fodbolddommere

Af
Kim Skovrup Andersen

Uddannelse Ellekærskolen i det vestlige Aarhus emmede forleden af eksamensfeber, selv om skoleeleverne for længst er gået på sommerferie.

Årsagen var, at der blev holdt dommereksamener for nogle af områdets unge mellem 15 og 18 år. Hele forløbet var arrangeret af Get2Sport Aarhus under Aarhus Kommune i samarbejde med Ungdomsskolen i UngiAarhus ØST og DBU Jylland.

"Sidste år kørte vi det samme forløb i Viby, og her er der en ung dommer, som har fået så meget flair for det, at han i dag allerede dømmer serie 1-fodbold," fortæller Thorbjørn Ovedal, som er projektleder for Get2sport Aarhus.

En lederuddannelse

"At være dommer er jo faktisk en lederuddannelse, hvor man skal styre op til 22 fodboldspillere. Og så er det et rigtig fint fritidsjob, hvor lønnen er fradragsberettiget med mulighed for at dømme flere kampe på en dag," forklarer han og tilføjer:

"Vi kunne bestemt godt finde på at gentage det her kursus igen."

Til dommereksamen skulle eleverne svare rigtigt på 25 af i alt 40 spørgsmål. I dagene forinden var fodboldloven og forskellige spilsituationer blevet terpet.

En af de unge, som med stolthed nu kan skrive fodbolddommer på sit visitkort er 15-årige Tarek Mahmoud El-Ali.

"Jeg kan godt lide at udfordre mig selv og springe ud i nye ting, og fodbold har jeg spillet og interesseret mig for det meste af livet," fortæller han og fortsætter:

"Min eksamen gik fint. Jeg er glad for at bestå med 63 procent rigtige svar. Jeg vil meget gerne ud og dømme kampe og ser frem til det."

Godt for CV

En enkelt pige bestod også dagens dommereksamen. Det var 15-årige Arzo Tahcill.

En stolt Arzo Tahcill med diplomet på, at hun nu kan kalde sig selv for fodbolddommer.

En stolt Arzo Tahcill med diplomet på, at hun nu kan kalde sig selv for fodbolddommer.

"Siden jeg var helt lille, har jeg kunnet lide fodbold, så selvfølgelig skal jeg ud og bruge det her. Det glæder jeg mig til. Det er fedt at bestå, når jeg nu har brugt noget af min sommerferie på at blive dommer. Jeg tror, det er godt for mit CV, og det har været det hele værd," siger hun.

Publiceret 09 August 2020 08:00