Arkivfoto

Arkivfoto

Præsteklumme: Kender I det?

Af
sognepræst i Trige-Ølsted-Spørring

Trine Gjørtz

præsteklumme At man vågner med et sæt sidst på natten, sveddryppende og med bankende hjerte?

Når det sker for mig, så skynder jeg mig altid at stå op, selvom min mand siger, jeg skal vække ham, hvis jeg har haft mareridt.

Jeg vækker ham aldrig. Det er venligt af ham at stille sig til rådighed for en natlig snak om væmmelige drømme, men sagen er, at jeg nok i virkeligheden har mere brug for at vågne – eller komme til mig selv for at få drømmen til at forsvinde igen.

Forleden skete det igen.

Og den drøm satte sig i mig og affødte nogle tanker.

Jeg drømte, at jeg havde sagt mit nyerhvervede job op som sognepræst her i Trige-Ølsted-Spørring.

I drømmen tryglede jeg om at måtte få det igen, men nej – løbet var kørt – jeg var ude. Joy Mogensen havde skrevet under.

Pyha – det var virkelig en grim oplevelse at drømme sådan.

Men virkelig dejligt at vågne op til den rigtige virkelighed, hvor jeg er landet her i Trige, og hvor vi næsten er færdige med at pakke de 350 flyttekasser ud.

"Var du ikke nervøs, første gang du skulle holde gudstjeneste?" var der én, der omsorgsfuldt spurgte forleden.

Og jeg kunne svare, at nej, det var jeg slet, slet ikke. Jeg var spændt, men ikke nervøs.

Og så var det, at det slog mig, hvor stærkt det kristne budskab ligger i mig. Hvor meget 22 års præsteerfaring alligevel gør af godt for ens rygrad.

Ja, det er lige før, mine mange år som præst nu kan mærkes helt konkret i rygraden. Som om den styrke, der ligger i budskabet; den livskraft det giver at vide sig elsket og set af Gud, er blevet som en jernskinne i ryggen.

Den holder mig oppe, bærer mig ind i kirken til gudstjenesterne og de kirkelige handlinger.

Den holder mit blik roligt, når sorgen rammer, eller glæden bliver overvældende.

For det kristne budskab er så stærkt, at det bærer hele vejen; når vi lever, når vi dør, når vi græder, når vi sørger, når vi sover, når vi drømmer - og når vi skifter arbejde, og livet får en ny retning.

Og den styrke, der ligger i at føle sig omfavnet og passet på af Gud, var også den følelse, der nåede mig, da jeg havde siddet lidt i stuen forleden nat og var kommet til mig selv igen.

Publiceret 08 August 2020 06:00