Husmand Lars Lyngsdal og formand i Elsted-Lystrup Beboerhus Erling Korreborg kan ovenpå fire måneder med corona, ferie og omfattende renovering se frem til at åbne op igen.

Husmand Lars Lyngsdal og formand i Elsted-Lystrup Beboerhus Erling Korreborg kan ovenpå fire måneder med corona, ferie og omfattende renovering se frem til at åbne op igen. Foto: Anders Michaelsen

Åbner endelig efter voldsom brand:

"Vi skal nok komme igennem, men vi får det træls"

Elsted-Lystrup Beboerhus kan endelig åbne dørene op med renoverede lokaler. Corona, en brand og nogle vandskader har dog presset økonomien

Af
Anders Michaelsen

LOKALLIV De mærker for tiden den lokale opbakning til Elsted-Lystrup Beboerhus.

"Det er gået rigtig godt, og der er rigtig mange, der har valgt at støtte os," fortæller formand for Lystrup Beboerhus, Erling Korreborg.

De sidste tre uger er flere donationer tikket ind til det lokale og kulturelle samlingspunkt på Mobilepay. For som så mange andre kulturinstitutioner har man også her kunnet mærke et økonomisk pres af at holde coronalukket i fire måneder.

Fester, foredrag og diverse foreninger har ikke - eller i hvert fald i et begrænset omfang - kunnet bruge de mange lokaler på Elsted Skolevej, som heller ikke har kunnet få kompensation fra staten. Her hjalp to vandskader på 14 dage heller ikke ligefrem på stedets økonomiske situation, hvor nummer to var resultatet af en brand hos den naboliggende spejderhytte.

I den forbindelse blev også toiletter og nyt musikstudie beskadiget.

"Det har alt i alt bragt os i en skidt situation rent økonomisk. Det er et stort beløb, vi snakker, det er mere end 100.000 kroner, som vi er bagud, der især skyldes, at vi havde kontrakter til leje af lokaler, som vi har været nødt til at aflyse. Så det er ikke småpenge for os," fortæller Lars Lyngsdal, der er Husmand og daglig bestyrer af beboerhuset og tilføjer:

"Det kunne godt have en grim konsekvens, men vi giver aldrig op, så vi skal nok komme i gennem, men vi får det træls."

Lidt held i uheld

"Når vi kommer ned i Brugsen, spørger de hele tiden, hvornår må vi komme og er det snart færdigt," fortæller formand Erling Korreborg.

Og her har coronalukningen dog ikke kun været skidt for beboerhuset og de mere end 40 foreninger, der holder til på adressen. For her har det kommunale krav om at lukke ned været en kærkommen mulighed for at renovere loft, gulve, toiletter og varmesystem rundt i bygningen.

Forskellige ting der i forvejen skulle have været ordnet, og som formanden vurderer ville have lukket stedet i to måneder.

"Nu har vi jo et sted, der er så flot med god akustik og fantastisk lys. Så nu når vi åbner, står vi med et virkelig flot hus," fortæller en tilfreds Lars Lyngsdal.

Elsted-Lystrup Beboerhus åbnede mandag.

Publiceret 06 August 2020 06:00