Arkivfoto:

Arkivfoto: Øxenholt Foto

Læge er stærkt bekymret over udviklingen i Aarhus

50 aarhusianere er i løbet af weekenden konstateret smittet med Covid-19

Fem statskundskabsstuderende fra Aarhus Universitet er blevet testet positiv med Covid-19, men de er langt fra de eneste, der for nylig er blevet smittet i Aarhus. Henover weekenden er 50 personer i Aarhus således blevet testet positiv, og det vækker bekymring hos Christian Wejse, epidemiolog og afdelingslæge ved Aarhus Universitetshospital.

"Mig bekendt har vi ikke ligget så højt i Aarhus, siden vi begyndte at få tallene differentieret per kommune," siger han til Århus Stiftstidende.

Det store antal smittede i Aarhus har også fået Styrelsen for Patientsikkerhed til at kigge mod byen. Det fortæller Anette Lykke Petri, der konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, til DR.

"Vi er meget bevidst om det, der sker i Aarhus, og i disse timer er folkene i styrelsen i gang med at klarlægge, om der er tale om en isoleret gruppe i Aarhus, eller om det er mere spredt," siger hun til DR.

Lokalavisen Aarhus kunne mandag berette om, at 80 statskundskabsstuderende forrige weekend var samlet til et stort arrangement på Aarhus Universitet som forberedelse til den kommende studiestart. Indtil videre er fem af de studerende, der var med til arrangementet, blevet testet positiv for Covid-19.

jwh

Publiceret 04 August 2020 08:45