Rådhuspladsen søndag aften. Foto:

Rådhuspladsen søndag aften. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Efter AGF-fest:

Nu bliver Rådhuspladsen nyt hotspot

Politiet har nu indført i alt seks hotspots i Aarhus for at komme store forsamlinger til livs

Østjyllands Politi opretter endnu et midlertidigt hotspot for at modvirke større sammenstimlen i byen i forbindelse med, at AGF onsdag skal kæmpe om Europa League-playoff på Ceres Park mod OB.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra politiet.

Det sker, efter AGF søndag spillede sig til bronzemedaljer, og det efterfølgende blev fejret med regulær folkefest i Aarhus. Især på Rådhuspladsen var folk stimlet sammen.

"Den nuværende situation med covid-19 gør, at vi er nødt til at tage smitterisikoen i større forsamlinger meget alvorligt. Under normale forhold er der ikke noget til hinder for, at glade mennesker forsamles for at fejre deres hold, men lige nu har vi en lovgivning, der tilkendegiver, at der ikke må forsamles mere end 100 personer," understreger politiinspektør Martin Løye.

Det nye hotspot ved Rådhusparken er gældende fra klokken 11 onsdag.

I alt er der hotspots i følgende seks områder:

  • Foran Ceres Park
  • Telefonsmøgen/Busgaden
  • Store Torv
  • Ingerslev Boulevard
  • Sct Pauls Kirkeplads
  • Rådhuspladsen

Der vil ved alle hotspots være opsat skilte, der tilkendegiver, at det er et hotspotområde. Respekteres forsamlingsforbuddet ikke i områderne, har Østjyllands Politi mulighed for helt at lukke områderne.

"Vi opfordrer på det kraftigste til, at man sørger for at sprede festen ud, hvis man skal til fodbold på onsdag. Hold afstand til hinanden, vælg nogle områder, hvor der er god plads, eller del festen op, hvis der er for mange samlet ét sted," siger Martin Løye.

Østjyllands Politi vil igen onsdag føre tæt tilsyn med de seks områder, samt være til stede med mandskab ved stadion for at vejlede gæsterne.

Ophold i et område, hvor der er udstedt opholdsforbud, kan medføre bøde for alle, der opholder sig i området uanset antal. Det vil dog stadig være tilladt at passere igennem området ved eksempelvis at løbe tur, lufte hund eller lignende. Bøden er på 2.500 kroner og kan stige i gentagelsestilfælde.

dp

Publiceret 29 July 2020 08:51