Foto:

Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

Kunne ikke blive enig med klubben:

Jakob Ankersen stopper i AGF

Et tilbud fra AGF om en etårig forlængelse var ikke attraktivt for kantspilleren

Når denne sæson onsdag er ovre, siger AGF-kantspiller Jakob Ankersen farvel og tak efter tre år i klubben.

Det kan BT afsløre, og både Ankersen og klubben bekræfter overfor mediet.

De fortæller, at Jakob Ankersen blev tilbudt en etårig kontrakt, og det var han ikke interesseret i.

"Jeg ville have overvejet kraftigt at blive i AGF, hvis jeg ikke havde fået et tilbud, der mildt sagt ikke var tilfredsstillende, slet ikke på længde, men heller ikke økonomisk. Jeg har været med, mens det har set mest sort ud, og nu har jeg det sidste år været en stor grund til, at det nye AGF er vokset sammen," siger han til BT og indikerer, at klubbens tilbud var useriøst og en indikering af, at han var tilset en rolle som breddespiller frem for fast mand i opstillingen, som han har været denne sæson.

Han fortæller samtidig, at han ikke ville acceptere en lønnedgang.

"Vi har haft en god dialog længe, men vi har ikke kunne nå til enighed om hverken økonomi eller længde på kontrakten, hvor det ikke har været muligt at finde konsensus. Så det har ikke været muligt at nå i mål om en forlængelse," siger sportschef Peter Christiansen til AGF.dk.

For to uger siden hentede AGF Milan Jevtovic i Røde Stjerne på en fireårig kontrakt. Han er udset til at erstatte Ankersen.

Ankersen har spillet 97 kampe i Superligaen for AGF, hvor det er blevet til 19 mål og syv assists.

dp

Publiceret 28 July 2020 10:13