Bag The House står (fra venstre) Søren Lystrup, Jens Erik Nielsen og Jeanette Omann fra projekt- og møbelhuset JENSENplus.

Bag The House står (fra venstre) Søren Lystrup, Jens Erik Nielsen og Jeanette Omann fra projekt- og møbelhuset JENSENplus. Foto: Jakob Lerche

The House: Et oplevelseshus med plads til alle

The House har slået dørene op til kontorpladser, mødelokaler og café i Ryesgade 8. Caféen er åben for alle, og med et dagspas eller medlemskab får man adgang til samtlige husets faciliteter i high-end design

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS En duft af nyt træ blander sig med duften af friskbrygget kaffe, i samme sekund man træder ind i caféen i The House i Ryesgade 8. Fra loftet hænger en enorm prismelysekrone over lækre designermøbler, som inviterer til at sætte sig ned og samle tankerne, sludre med en kammerat eller slå laptoppen op og arbejde.

For tre uger siden slog The House dørene op til kontorpladser, mødelokaler og café i de tidligere Stereo Studio lokaler i hjertet af Aarhus.

"Vores ambition har været at skabe rammer, som er topprofessionelle og samtidig så inspirerende, at folk ikke vil hjem herfra," siger Jens Erik Nielsen der sammen med Jeanette Omann og Søren Lystrup er stifter af The House og ejer af projekt- og møbelhuset JENSENplus.

The House er det første af sin slags i Danmark. Et 60 kvadratmeter stort hus, hvor man med et dagspas eller medlemskab kan bevæge sig fra caféen og op ad trappen og tage plads ved en af de arkitekttegnede arbejdsstationer. Her er loungeområde med sofa, tv og pejs, afskærmede arbejdsbåse og lokaler af forskellig størrelse, som indbyder til networking og møder.

"Vi har hele tiden troet på, at vi i fremtiden vil komme til at se mere og mere, at folk kombinerer hjemmearbejdet med den faste arbejdsplads. Under corona, hvor mange har arbejdet hjemme og stadigvæk gør det i mere eller mindre grad, er det bare gået hurtigere, end vi havde forventet. Hjemmearbejdspladsen er blevet en godkendt del af hverdagen selv på mere konservative arbejdspladser," lyder det fra Jens Erik Nielsen.

"I de sidste måneder har vi stort set alle sammen prøvet, hvad det vil sige at sidde hjemme og arbejde. Og de fleste af os har savnet det sociale og sparringen med kollegaerne, ligesom vi har været ved at blive småskøre af at sidde bag hjemmets fire vægge dag ud og dag ind. Så lige nu er der i særdeleshed brug for et sted som The House," fortsætter han.

Caféen er det første man træder ind i, når man entrerer The House fra Ryesgade. Caféen er åben for alle kaffetørstige mandag til fredag klokken 08.00-17.30.

Caféen er det første man træder ind i, når man entrerer The House fra Ryesgade. Caféen er åben for alle kaffetørstige mandag til fredag klokken 08.00-17.30. Foto: Jakob Lerche

Mere end kaffe, wifi og gratis print

Jens Erik Nielsen viser rundt i det imponerende The House, der - præcis som det gamle Stereo Studie - er et lokale inddelt i flere niveauer. Indretningen er high-end design fra ende til anden, og der er tænkt både på dem, der har brug for at samle sig om arbejdet i ro og fred og på dem, der skal mødes og sparre på tværs. Konceptet er, at man lejer en plads enten per time, dag eller måned.

"Vi har skabt et hus, der giver mulighed for at arbejde og holde møder i professionelle rammer og til en fornuftig pris. Og det uanset om man har brug for det en enkelt dag eller mere fast. Overalt i huset er der taget højde for akustikken, og alt kører på den nyeste digitale platform, så man kan tilgå wifi hvor som helst, ligesom lys og skærme styres via en app," fortæller han.

På øverste niveau i The House udgør et glasparti hele endevæggen. På den anden side af glasset åbenbarer der sig en lækker terrasse. Jens Erik Nielsen åbner døren til terrassen og går ud.

"Der er også mulighed for at sidde herude under åben himmel på vores terrasse, der er en lille oase midt i det pulserende liv på Strøget på den anden side af bygningen."

Placeringen af The House i Ryesgade på den nederste del af Strøget er helt bevidst.

"En del af vores kunder kommer ind med toget fra København og har brug for et sted at arbejde imellem møder i byen, og så er det jo praktisk vi ligger så tæt på Banegården. Men vores målgruppe er bred og tæller også dem, der arbejder hjemme, men trænger til at komme ud og blive en del af en større sammenhæng, virksomheder som har brug for et mødelokale og så dem, der har lyst til uformel networking og rammer, hvor de kan suge ny inspiration til sig," siger Jens Erik Nielsen.

"The House er mere end kaffe, fri wifi og gratis print. Vi har ikke valgt de lette udveje, men har udfordret arkitekterne til at finde løsninger og udtryk, som man ikke har set før, og som kan inspirere og pirre nysgerrigheden," fortsætter han og lukker døren til terrassen bag sig, går tværs gennem lokalet forbi kaffe-ø og toiletfaciliteter og ned ad en imponerende svævende trappe til konferencelokalet på nederste etage, hvor et otte og en halv meter langt konferencebord udført i ét helt stykke træ skaber blikfang.

Den svævende trappe og det 8 meter lange bord udført i et stykke træ danner blikfang på The Houses nederste etage.

Den svævende trappe og det 8 meter lange bord udført i et stykke træ danner blikfang på The Houses nederste etage. Foto: Jakob Lerche

Oplevelseshus til ethvert behov

Udover at være et hus med arbejdsstationer og mødelokaler, er The House også et oplevelseshus.

"Vi tilbyder, at man kan leje The House til afvikling af events, ligesom vi også selv kommer til at lave networking-arrangementer, hvor medlemmerne kan mødes og lære hinanden at kende. Vi ved, at det ofte er på den måde, der skabes personlige relationer, og nye samarbejder opstår," siger han og skridter gennem et fuldt indrettet køkken med ovn, komfur og opvaskemaskine.

Han understreger, at socialiseringen skal ses som et tilbud. Har man brug for at komme og sætte sig i en bås og dykke ned i sit arbejde, er man også mere en velkommen.

"Vi har respekt for, at folk har forskellige formål med at være her. Stemningen er uformel, og her er plads til alle - om man møder op i klip-klapper eller i jakkesæt," ler han.

Tilbage i caféen, som er åben for alle - også ikke-medlemmer - læner han sig op ad en søjle og ser sig omkring. I caféens fjerneste krog sidder et par med et spædbarn på skødet. I modsatte hjørne med udsigt til det travle liv på gågaden sidder tre kvinder og sludrer over en kop kaffe.

"Vi kan mærke, at der er stor opbakning til projektet derude. Og får vi succes her, vil vi gerne eksekvere på det og åbne endnu et sted i Aarhus eller et i København. Nu hvor vi har al teknikken på plads, er det nemt at tage konceptet med og åbne et nyt sted," siger han og tilføjer:

"Vi tror på The House og på, at der er masser af plads til sådan nogle som os. Nu mangler vi bare at komme ud over stepperne og fortælle den gode historie, så folk bliver opmærksomme på, at vi er her."

I The House er der med et dagspas eller medlemskab mulighed for at sidde og arbejde koncentreret for sig selv, ligesom man kan benytte de åbne lounges og mødelokaler.

I The House er der med et dagspas eller medlemskab mulighed for at sidde og arbejde koncentreret for sig selv, ligesom man kan benytte de åbne lounges og mødelokaler. Foto: Jakob Lerche

FAKTA: THE HOUSE

Ryesgade 8, Aarhus C.

Åbningstider mandag til fredag klokken 8.00-17.30.

Caféen er åben for alle mandag til fredag klokken 8.00-17.30.

Det er muligt at købe dagspas, medlemskab samt leje mødelokaler.

Medlemskab giver adgang til hele huset.

Det er muligt at leje The House til arrangementer og events.

Bag The House står Jens Erik Nielsen, Jeanette Omann og Søren Lystrup fra projekt- og møbelhuset JENSENplus.

Få mere information på thehouse.dk

Publiceret 18 July 2020 07:00