Iben Vinther Nordestgaard.

Iben Vinther Nordestgaard.

Præsteklumme: Vi er skabt til hinanden

Af
sognepræst i Elsted sogn

Iben Vinther Nordestgaard

præsteklumme "Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage: en røvet Datter, dybt begrædt, er kommet frelst tilbage! Det sker, hvad som et Drømmesyn har straalet for vor Tanke: til Sommer vajer Dannebrog igen på Dybbøl Banke."

Således indledte Henrik Pontoppidan digtet "Sønderjylland" i december 1918 på opfordringen om at formulere nogle få linjer om, hvad der kunne tænkes at udtrykke hans følelser ved håbet om Nordslesvigs genforening med Danmark. 1. Verdenskrig var en måned forinden afsluttet, og det øjnedes, at Sønderjylland kunne blive genforenet med Danmark.

Uden at ville øve vold på digtet eller for den sags skyld på Danmarkshistorien, kom jeg til at tænke på ordene, da dét skete, hvad som et drømmesyn har strålet for manges tanke: til sommer vajer Dannebrog igen på hver en kirke banke.

Endelig! Endelig kunne vi åbne kirken og fejre gudstjeneste - ikke hver for sig, men sammen. Dannebrog vajer igen på hver en kirke banke, kirkeklokken ringer som altid morgen og aften - men atter lyder den søndag formiddag som et ekstra, styrkende og evighedsskabende pulsslag i menneskets liv.

Det er nok ikke nogen hemmelighed, at "kirkelukningen" var og er dybt begrædt.

At vi ikke har kunnet fejre gudstjeneste, er een ting, men at være vidne til, at oldeforældre måtte vente udenfor kirken og ikke kunne overvære deres oldebarns dåb, fordi der ikke måtte være mere end 10 personer inklusiv præsten i kirken, er en anden.

Begravelser og bisættelser var og er tillige underlagt restriktioner, og det er svært at sætte ord på, hvor ondt det gør at skulle meddele et menneske i sorg, at afskeden med den elskede ikke kan blive som ønsket.

Det sætter sine spor i hjerte og sind - mest hos den efterladte: Som skyld over ikke at kunne give den elskede den afsked, som var aftalt, før de trætte øjne lukkedes. Som samvittighedskvaler over ikke at kunne gøre den sorgfulde dag til et levende minde om et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.

Men sørgeligst af alt: De efterladte har ikke kunnet trøste og styrke sig ved den omsorg, som et begravelsesfølge kan udtrykke, ja, ved dets blotte tilstedeværelse.

Gud give, at det aldrig bliver et sagn fra gamle dage, at vi kan mødes og forenes - for vi er skabt til hinanden.

Publiceret 18 July 2020 06:00