Arkivfoto

Unge ryger og sælger hash - helt åbenlyst - i Harlev

Den lokale folkeskole og foreninger udsender bekymringsbrev

Af
Jeppe Rafn og Jonas Wrede Hansen

’Den nuværende situation i Harlev er desværre eskaleret til et omfang, hvor den gode dialog ikke kan løse det alene’.

Sådan lyder det i et bekymringsbrev, som Næshøjskolen, Harlev Fællesråd og den lokale idrætsklub med flere har underskrevet og sendt ud bredt i Harlev via skoleintra og andre kanaler.

Bekymringen går på, at der helt åbenlyst bliver røget og solgt hash i byen, særligt på udearealer omkring skolen, og begået hærværk.

"I byrummet er der unge, som sidder og ryger hash. Det er ikke særlig flatterende, hvis man går en tur, og man så møder en hashtåge, eller at man kan mærke, at der sidder nogen og ryger hash. De unge mennesker, som er der, kan også finde på at råbe lidt højt og dermed være forstyrrende for aftenmiljøet," siger Næshøjskolens skoleleder Lars Mølgaard.

"Harlev er jo et sted, hvor der er utroligt mange gode aktivitetsmuligheder. Og hvis det ender med, at det, man støder på de steder, er unge mennesker, der ryger hash eller drikker for mange øl, så er det jo ikke det, man ønsker. Man vil jo hellere have, at de går ud og spiller fodbold og hygger sig. Der er ingen tvivl om, at hvis jeg selv var forælder til nogen i teenagealderen, hvor man skal ud at være selvstændig, så vil jeg være mere utryg, hvis jeg sendte mine børn ud et sted, hvor jeg ved, at der er mulighed for, at det, man lærer, kan være hashrygning fremfor at hygge sig og være gode kammerater, der passer på hinanden," siger skolelederen.

Eskaleret

Fællesrådsformand og næstformand i idrætsklubben, Merethe Jelsbak Raundahl, bekræfter, at Harlev i en periode har været ekstra udfordret af unge, både fra lokalområdet og udefrakommende, som ryger og sælger hash.

Hashrygning og hærværk er ikke et nyt fænomen hverken i Harlev eller andre steder i Aarhus Kommune, og det var medvirkende til, at der på fællesrådets initiativ for nogle år siden blev etableret en afdeling af Natteravnene i oplandsbyen vest for Aarhus.

"Vi står sammen herude og kan finde ud af at arbejde sammen på tværs. Overordnet set har vi et rigtigt godt område med nogle sindssygt søde unger, og det skal det blive ved med at være," siger Merethe Jelsbak Raundahl.

Ifølge fællesrådsformanden har flere borgere været i tvivl om, hvad de skal gøre, når de for eksempel ser unge, der sælger og ryger hash. Bekymringsbrevet indeholder derfor en ’guide’ til, hvem man kan kontakte, hvis man kender en ung, der ikke trives. Brevet opfordrer samtidig kraftigt til at anmelde det til politiet, hvis man ser nogen tage eller sælge stoffer.

Værre andre steder

Det er der dog tilsyneladende ikke mange, der har gjort, for Harlev er ikke et område, der får alarmklokkerne til at ringe hos Østjyllands Politi.

"Vi har fået en enkelt henvendelse om, at 20 unge sad og røg hash et sted. Det skal de selvfølgelig ikke, men det ser vi alle steder, at unge mødes for at ryge og drikke - og det er værre flere andre steder i kommunen. Harlev er ikke det sted, hvor vi har de største bekymringer målt ud fra antal henvendelser, som er det, vi har at måle på," siger politikommissær Allan Rubin fra forebyggelsessektionen i Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi deltager i møder angående aktuelle problemstillinger rundt omkring i lokalområderne, og det gør man også gerne i Harlev, lyder det fra forebyggelsessektionen.

Publiceret 15 July 2020 08:45