Chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser, Claus Krogh.

Chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser, Claus Krogh.

Chefredaktørens klumme:

"En ganske livsbekræftende oplevelse"

Claus Krogh ser frem til en sommerferie hjemme i Aarhus

Torsdag aften var jeg med en god ven i byen for først at se fodbold på The Old Irish Pub (AaB-AGF - 1-0 - træls kamp), dernæst spise en god middag på Plan B for at slutte af med en øl på Café Englen. Og på en ganske almindelig torsdag sommeraften var der masser af mennesker i byen.

Der var liv og fin stemning langs Åen, fyldte barer i Skolegade og liv på cafeerne i Latinerkvarteret. Det var kun de allestedsnærværende håndspritflasker, der rent faktisk mindede os om, at der stadigvæk er behov for, at vi tager vores forholdsregler og passer på i forhold til coronaen. En ganske livsbekræftende oplevelse og dejligt i forhold til, at der nu venter en sommer i Danmark og Aarhus. Familien og jeg har nemlig aflyst vores tur til udlandet og bliver hjemme. Det er derfor tid til at genopdage vores dejlige by. Heldigvis er der masser at give sig til, når sommeren skal bruges i og omkring Aarhus.

Naturen giver masser af oplevelser rundt i kommunen. Der er de oplagte som den Uendelige Bro ved Varna, Marselisborgskoven, Den Permanente, hvis man vil en tur i vandet eller en tur i kano langs Aarhus Å ud til Brabrandsøen. Men der er også de lidt mere hemmelige steder, som giver fine oplevelser. True Skov, vandrestien i Studstrup i retning mod Mols eller en tur op til tårnet i Todbjerg.

Hvis man er til kulturelle oplevelser, er der et besøg på ARoS, Moesgaard Museum, Naturhistoriks Museum eller Den Gamle By som de oplagte muligheder. De lidt mere hemmelige oplevelser finder man eksempelvis ved at benytte sig af det nye tilbud, som Aarhus Cityforening har stablet på benene i samarbejde med FO-Aarhus, og som findes på www.fo.dk under menuen "Unikke guidede ture - 111 steder i Aarhus". Her er der inspiration til gå- og cykelture, hvor man ser nye og andre sider af byen.

Skal der fart og oplevelser på programmet, er en tur i Tivoli Friheden oplagt, og både forlystelserne Himmelrum og Cobraen får med garanti adrenalinet til at rulle.

Ovenstående er bare et ganske lille udpluk af, hvad Aarhus har at byde på - men brug det og hav en dejlig sommer og nyd vores fantastiske bys mange muligheder. Vi ses igen på denne plads i uge 33.

Med venlig hilsen

Claus Krogh

Ansvarshavende

chefredaktør

Publiceret 14 July 2020 06:00