Foto:

Foto: Adobe Stock

Vandt 12,5 millioner i lotto: Ignorerede opkald fra Danske Spil i en måned

Nogle gange kan det godt betale sig at tage telefonen, selvom man ikke lige kender nummeret på skærmen

Af
Christina S. Johansen

Vinder Her i avisen har vi tidligere fortalt, at der går en Lotto-millionær rundt i Favrskov Kommune - og vi snakker altså 12.500.000 kroner!

Vinderen har måske endda nået at læse dette, uden at være klar over at det var ham. I hvert fald nåede han at gå rundt i uvidenhed i en måned. Han ignorerede nemlig vinder-opkaldene fra Danske Spil, da han har et princip om, at han ikke svarer på opkald fra folk, han ikke kender. Samtidig havde han heller ikke været logget ind på sit Plus-abonnement, siden han oprettede det for flere år siden, oplyser Danske Spil.

"Nu kan jeg godt se, at det var lidt dumt, at jeg ikke tog telefonen," siger en grinende vinder, som er i 50'erne.

Efter de mange forgæves opkald og enkelte mails sendte Danske Spils kundeservice til sidst en sms til vinderen:

"Kære … Det er meget vigtigt, at du ringer til mig. Mvh Helene."

Den sparsomme ordlyd skyldes, at Danske Spil kun må oplyse om en gevinst til selve vinderen - og altså ikke andre personer, der kunne have overtaget en telefon.

SMS'en fangede mandens opmærksomhed:

"Jeg undrede mig da over, at jeg fik en sms fra en fremmed kvinde. Men jeg blev selvfølgelig nysgerrig. Så jeg ringede op til hende. Da hun sagde noget om, at jeg havde vundet en stor gevinst i Lotto, blev jeg naturligvis skeptisk. For jeg har prøvet at blive ringet op af folk, som enten ville snyde mig eller sælge mig noget. Det er også derfor, jeg ikke tager telefonen, hvis jeg ikke kender nummeret," fortæller han i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Vil flytte til Aarhus

Helene fra kundeservice fik dog manden overbevist om at kigge på sin abonnementskonto, hvor det ganske rigtigt stod, at han havde vundet 12,5 millioner skattefri kroner.

"Det var meget uvirkeligt. Jeg måtte have noget at sunde mig på, så jeg gik ud og købte en virkelig god flaske rom og tog mig et fornuftigt glas," lyder det fra manden, der er single og nu glæder sig til at kunne opfylde sin drøm om at flytte tilbage til Aarhus.

"Jeg har længe villet flytte tilbage, men finanserne har ikke været til det, da det jo er enormt dyrt. Så nu vil jeg købe mig en fin lejlighed. Og nu behøver jeg aldrig mere tænke på, at jeg skal spare," siger han og tilføjer, at han har tænkt sig at blive ved med at arbejde:

"Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle bruge min tid på. Jeg tror, jeg ville kede mig, hvis ikke jeg havde noget at stå op til. Men det er da klart, at det giver nogle muligheder for at gå på pension tidligere, hvis jeg får lyst til det."

"Skal jeg fortælle det?"

Endnu har den aldeles velhavende mand ikke fortalt til nogen, at han har vundet den store gevinst.

"Jeg er lidt i vildrede, om jeg skal dele det med nogen. På den ene side har man jo lyst til at skrige sin glæde ud til alle. På den anden side ved man ikke, om man kan få nogle problemer ved at gøre det. Så det overvejer jeg lige den næste tid."

Publiceret 14 July 2020 17:03