Latinergården består af 120 lejligheder, fem erhvervslokaler og et parkeringsareal i to etager.

Latinergården består af 120 lejligheder, fem erhvervslokaler og et parkeringsareal i to etager. Pressefoto

Nyere ejendom i Latinerkvarteret med 120 lejelejligheder er solgt

Pensionsselskab har købt Latinergården

Af
Jeppe Rafn

Latinergården i centrum af Aarhus har fået nye ejere. Selskabet Borggade 6 Aarhus ApS, der opførte ejendommen med 120 lejelejligheder og fem mindre erhvervslokaler og parkeringspladser, har solgt Latinergården til pensionsselskabet PenSam for et uoplyst beløb.

"Vi er meget glade for handlen med PenSam. Vi ser det som et bevis på, at vi med Latinergården har udviklet en attraktiv og moderne boligejendom i topklasse. Det er en ejendom med en unik og meget eftertragtet beliggenhed. Det er et ydmygt bevis på, at vi sammen med tillidsfulde og tålmodige medinvestorer kan skabe en ejendom, der tiltrækker sig særlig opmærksomhed. Vi ser PenSam som den rigtige køber til at føre ejendommen trygt videre," siger Jonas Anders Olesen, direktør i NRE Real Estate Denmark A/S, i en pressemeddelelse.

Latinergården.

Latinergården. Pressefoto

NRE-selskabet ejer Borggade 6 Aarhus ApS sammen med de lokale selskaber A.F. Holding ApS (ejet af Allan Freivald fra Risskov, der etablerede tøjfirmaet Sisters Point) og Lars Bräuner Holding ApS (Lars Bräuner fra Højbjerg, tidligere indehaver af computerstore.dk, som han solgte til svenske Dustin).

Latinergården ligger på en grund i Latinerkvarteret mellem Borggade, Paradisgade og Studsgade, hvor Aarhus Maskinmesterskole frem til 2014 holdt til i nogle gamle fabriksbygninger. Det er en randbebyggelse i tre til seks etager omkring et fælles gårdrum.

De 120 lejligheder og fem mindre erhvervslokaler er på i alt næsten 10.000 etagekvadratmeter. Der er både 1-, 2-, 3- og 4-værelseslejligheder i Latinergården, som stod klar til indflytning i 2018. Lige nu er den billigste ledige bolig en 2-værelses lejlighed på 51 kvadratmeter til en husleje på 8.000 kroner. Den dyreste er en 3-værelses på 118 kvadratmeter til 18.000 kroner.

jr

Publiceret 14 July 2020 18:00