Sebastian Kromann har sadlet om under coronaen og har nu åbnet en isbar ved Brabrand Søen.

Sebastian Kromann har sadlet om under coronaen og har nu åbnet en isbar ved Brabrand Søen. Foto: Nikolai Milman

Ny iskiosk er åbnet ved Brabrand Søen

Sebastian Kromann har åbnet en midlertidig kiosk med is, kaffe, øl og sodavand ved Brabrand stien

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

sommer Selv om vi i disse dage ikke er forkælet med godt vejr, så kan man få en smag af sommer, hvis man bevæger sig ud til Brabrand Søen på Brabrand-siden mod Viby. Her har Sebastian Kromann åbnet en ombygget container, hvor han sælger is fra Okkels, kaffe, øl og sodavand.

Sebastian Kromann har grunden, hvor han har sat containeren op, og han har ikke rigtig brugt den, men nu har han valgt at sætte en container op, hvor man både kan nyde en is og udsigten fra.

Normalt beskæftiger han sig med at lave produktioner til events og festivaler, blandt andet North Side, men alle hans sædvanlige opgaver blev aflyst på grund af coronaen, og derfor kastede han sig over is-projektet.

"Jeg synes, det er flot her, og jeg kunne ligeså godt bruge arealerne. Derfor fik jeg bygget containeren på få dage, og jeg har fået tilladelse til at have den stående i fem uger og seks dage, så det er indtil begyndelsen af august," siger Sebastian Kromann, der bor i Ormslev.

Tester mulighederne

Han kan godt mærke forskel på, om der er sol eller regn i forhold til antallet af kunder, men han har fået en god modtagelse, og selv om is-containeren står der midlertidigt, leger han med tanken om at gøre den mere permanent næste år.

"Vi er ved at teste, om det kan bære noget mere permanent. Vi har nogle idéer til, hvordan det kan lade sig gøre, men nu må vi se," fortæller Sebastian Kromann.

Indslaget er produceret af Nikolai Milman, TV Aarhus

           

Publiceret 12 July 2020 06:00