Niels Hviid.

Niels Hviid.

Præsteklumme: Hjertets længsel

Af
sognepræst Niels Hviid

Gellerup

præsteklumme Mine børn har lige fået sommerferie. Sidste dag i skole og børnehave. Det vækker min nostalgi! Jeg kan så tydeligt huske følelsen af at have den næsten uendeligt lange ferie foran mig. En uendelighed af sol og leg, strand, telt, feriebørn til overnatning, den særlige lugt af luftmadras, der pumpes op, hulebygning i skoven, lykke og lyse nætter... at have alt det lige foran sig i en uendelig strøm! Sorgløshed. Sådan husker jeg det. Jeg ved godt, at min barndoms 80’ere ikke var sorgløse. At TV-aviserne var fulde af kold krig og atomoprustning, kartoffelkur, og dommedagsuret, der konstant tikkede ned. Men i børnehøjde var sommerferien et lykkeland, uden nævneværdige slanger i Paradis. Og følelsen ligger åbenbart i mig endnu. Den har rødder ned i en dybere drøm: en Paradislængsel efter lykkeland – og mon ikke mange af os bærer på den længsel? En længsel som vel er lagt ned i os fra skabelsens morgen.

Drømme kan være flygtige, især Paradisdrømme, og de kan hurtigt punkteres af virkeligheden. Men det gør ikke paradislængslen falsk. Det gør heller ikke paradisglimtene falske – vi får dem, paradisglimtene, og vi må dele dem med hinanden; tage imod dem som gaver og som forsmag.

Er der et sted midt i verdens og livets usikkerhed og omskiftelighed, hvor paradislængslen kan rodfæstes?

Kirkens hus er bygget over den længsel. Det er bygget til at hvælve sig over alle de små paradisglimt og til at give os forsmag på mere. Og dén drøm, den længsel, den sang om Paradis skal dødsriges porte ikke få magt over, siger Jesus. For drømmen, længslen, sangen er bygget på et sikkert og solidt fundament: Bekendelsen til Jesus som Kristus, Guds søn. Den bekendelse er en klippe, som vi kan bygge et liv på, og her kan vi lægge hjertets længsel til hvile.

Publiceret 11 July 2020 06:00