Fra 13. juli begynder cykelturen fra hjemmet i Skejby og slutter 8. august. Det bliver til 2.100 kilometer rundt i Danmark for at skabe opmærksomhed omkring og samle ind til børn og unge, der vokser op i hjem med alkoholmisbrug.

Fra 13. juli begynder cykelturen fra hjemmet i Skejby og slutter 8. august. Det bliver til 2.100 kilometer rundt i Danmark for at skabe opmærksomhed omkring og samle ind til børn og unge, der vokser op i hjem med alkoholmisbrug. Foto: Kim Skovrup Andersen

Tabu: Stephanie har droppet sin far og bearbejder sin opvækst med lang cykeltur

21-årig Skejby-pige bruger en stor del af sin sommerferie på at køre penge ind til velgørenhed

Af
Kim Skovrup Andersen

Projekt 27 dage i træk i cykelsadlen er, hvad der venter for Stephanie Maria Lanchow.

Som spansk-studerende på universitetet har hun en lang sommerferie, og de mange uger vil den 21-årige pige, som er bosat i Skejby, ikke bruge til at dase den af.

Stephanie Maria Lanchow cykler nemlig fra 13. juli til 8. august 2.100 kilometer rundt i Danmark for at skabe opmærksomhed omkring og samle ind til børn og unge, der vokser op i hjem med alkoholmisbrug. Projektet er inspireret af hendes egne erfaringer, da hun selv er vokset op med en far, der har et alkoholmisbrug.

De første pedaltråd bliver taget fra hjemmet i Skejby, og ruten går herefter langs kysten i Jylland og på Fyn, inden hun igen ender i 'Smilets By'. Alt i alt en rute på 2.100 km, der afspejler de 21 år, hun selv har levet med en far, som i mange år har levet med et alkoholmisbrug.

Det er en måde at bearbejde og lægge årene bag sig til en vis grad, forklarer hun.

Tabubelagt problem

"Jeg vil gerne sætte fokus på et problem, der ofte er tabubelagt. Jeg er selv vokset op med det, og nu er det snart et år siden, jeg officielt valgte at droppe kontakten til min far. Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud længere. Det var for hårdt. Så er det bedre at sige fra og sætte sig selv først. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det har været mega hårdt," siger Stephanie Maria Lanchow, som i forbindelse med den lange cykeltur samler penge ind til 'De Små Skuldre', der er et gratis behandlingstilbud til børn og unge fra familier med misbrugsproblemer stiftet af Behandlingscenter Tjele.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der i Danmark cirka 122.000 børn mellem 0-18 år, der vokser op i hjem med alkoholmisbrug, og i sådanne situationer er det oftest børnene, det går hårdest udover.

"Det kom faktisk bag på mig, at tallet er så højt. Der sidder andre end mig derude og har det sådan, som jeg har haft det, men man føler sig så utrolig alene i det. Og det er der ingen grund til. Derfor er det også vigtigt, der er nogen af os, som står frem," pointerer Stephanie Maria Lanchow.

Som rutineret avisbud gennem otte år er formen klar til at bestige jernhesten 27 dage i træk, og det er da også blevet til et par enkelte længere træningsture.

"Jeg skal gennemsnitligt cykle 80 kilometer hver dag, så det bliver spændende," siger Stephanie Maria Lanchow med et efterfølgende smil.

Du kan følge Stephanie Maria Lanchows cykelture på Facebooksiden 'Stephaniecykler 2100km'.

Stephanie Maria Lanchow skal køre cirka 80 kilometer dagligt i 27 dage i træk på sin cykel.

Stephanie Maria Lanchow skal køre cirka 80 kilometer dagligt i 27 dage i træk på sin cykel. Foto: Kim Skovrup Andersen

Publiceret 09 July 2020 06:00