Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Undersøgelse:

Bibliotekerne i Aarhus er populære

Aarhusianerne er vilde med de lokale biblioteker, viser ny undersøgelse

Bibliotekerne i Aarhus Kommune har helt sikkert været savnet af mange under corona-nedlukningen. I hvert fald viser en ny undersøgelse, at aarhusianerne er vilde med kommunens biblioteker, hvor brugertilfredsheden nærmer sig loftet. På en skala fra et til fem over hvor tilfredse brugerne er, opnår bibliotekerne 4,7. Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

”Det er virkeligt imponerende, og det viser, at de forandringer, bibliotekerne har gennemgået de senere år, er blevet taget godt imod af brugerne. Bibliotekerne står i dag for meget mere end udlån af materiale. De er blevet et samlingssted for demokrati, inddragelse og kulturelle aktiviteter,” siger Rabih Azad-Ahmed (RV), rådmand for Kultur og Borgerservice, i pressemeddelelsen.

Undersøgelsen viser også, at brugerne gerne vil inddrages endnu mere i forbindelse med eksempelvis arrangementer. Det er et område bibliotekerne allerede arbejder meget med. På Dokk1 er det ca. 40 pct. af aktiviteterne, der afholdes af eller med brugere og partnere, fremgår det af pressemeddelelsen.

Mere tilfredse end sidst

Tilfredshedsundersøgelsen bliver gennemført hvert andet år, og tilfredsheden i år er højere end ved sidste måling i 2017, hvor den var på 4,5. På skalaen indikerer 1 meget utilfreds, og 5 er meget tilfreds.

Undersøgelsen viser også, at det især er faglitteratur og skønlitteratur, som brugerne låner. Det gælder både digitalt og fysik. Hvor udlånet af fysiske bøger og materiale er nogenlunde uændret, sker der en stigende efterspørgsel på digitalt indhold.

”Undersøgelsen understreger, at vi skal have fokus på at sikre, at bibliotekerne kan levere det høje niveau, borgerne forventer. Det gælder i forhold til demokrati og inddragelse, men også i forhold til, at vi har det digitale materiale, som borgerne i stigende grad efterspørger. Der mangler penge til fortsat at sikre tilstrækkeligt med materialer både fysisk og elektronisk. Det er mit håb, at vi til budgetforhandlingerne kan give bibliotekerne et økonomisk løft, så vi kan fastholde og styrke bibliotekernes rolle,” fortsætter Rabih Azad-Ahmad i pressemeddelelsen.

Undersøgelsen peger desuden på, at brugerne værdsætter, at der er synlige medarbejdere til stede på bibliotekerne, og at der er mulighed for at bruge biblioteket på mange forskellige måder og tidspunkter.

I alt er der 3.700, som har svaret på undersøgelsen, der er gennemført i oktober 2019.

jwh

Publiceret 06 July 2020 20:57