Præsteklumme: Tænk på en hvid hest

Af
sognepræst i Vejlby Kirke

Niels Sander Pedersen

præsteklumme Min hippologiske viden begrænser sig til størrelsen på et frimærke. Det er trange kår for en hest, sådan en rigtig en med manke og hove, men mobiliserer jeg min tankekraft, får jeg hurtigt bugt med uvidenheden, og en hest toner frem på nethinden. Lige nu sidder du måske også og tænker på en hest? Måske endda en hvid hest? Vi mennesker kan snart sagt tænke på hvad som helst. Tanken udvider vor kundskabsfold med uhyggelige længder, og vi bliver let bange. Det er som om, alene tanken om for eksempel døden får den tættere på. Så skyer vi tanken og tænder måske for fjernsynet.

Tanken har sin egen driftige skabertrang. Den får hurtigt tilsået et tomt sind med en glæde, der breder sig som skvalderkål, eller en angst, der løber som en steppebrand. Sådan har det alle dage været. Den tænksomme middelalderfilosof Anselm sagde om Gud, at han er det, hvorom intet større tænkes kan. Dermed fik han fyldt det tomme sind med en tanke så stor, at den hurtigt fik udkonkurreret al tvivl. Troede han.

Min teologiske viden begrænser sig også til størrelsen på et frimærke. Det er nemlig ret beset pinligt lidt, vi rent faktisk ved om Gud. Gudskelov er det med frimærker som med oblater, de ligger så godt på tungen, og når postbuddet tilmed er én, vi kender, går det nok. Vi lukker munden, sender brevet og lader tankerne fare videre.

Hvis du stadig tænker på den hvide hest, så har du måske også gættet, hvilken begivenhed jeg tænker på? Om få dage er det hundrede år siden, at kongen red ind i det genforenede Sønderjylland. Der har været megen diskussion om den der hest. Var den nu også hvid? Listige tunger har fremturet med mange teorier om netop denne hest; var den mon kalket med pibeler? Uanset hvad red kongen, højttravende, over grænsen uden at se sig synderligt for. Måske var det hele et royalt menageri til ære for de fortabte sønderjyder, men billedet står stærkt på historiens lystavle. Det har brændt sig fast. Ligesom lærer Andersen, der frøs ihjel på altanen i tv-serien Matador. Vi ser det for os, selvom vi aldrig har set det, og da slet ikke med egne øjne. Vi lever af billeder. De mætter vort sind, som farverne på en aftenhimmel. Om natten drømmer vi stort, skønt vi dagen i forvejen levede så stille. Det er billederne, som tager magten. Og de vil os det, mestendels, godt. Vi ved så uendeligt lidt, men vi kan tænke os et langt stykke af vejen. Og så tro. Troen tager over, når tanken standser ved sidste checkpoint. Lad os krydse grænsen og i et kongeligt ridt begive os ind i det rige, som lader os få langt mere, end vi selv kan forstå.

Publiceret 04 July 2020 06:00