Martine Moflag, Founder & CEO af Spotly (til højre) og Aya Fabricius, Lead på kreative partnerskaber i Spotly & projektleder for Husly Aarhus.

Martine Moflag, Founder & CEO af Spotly (til højre) og Aya Fabricius, Lead på kreative partnerskaber i Spotly & projektleder for Husly Aarhus. Foto: Trine Dreisig

Nyt initiativ skal give liv i byens tomme lokaler

Husly Aarhus er et nyt initiativ, der blandt andet skal afhjælpe udfordringen med tomme butikslokaler i Aarhus

Af
Kristian Korotayev

JP Aarhus

butiksliv Aarhus City Forening og platformen Spotly har med støtte fra Aarhus Kommune netop igangsat ”Husly Aarhus”. Et nyt initiativ, der med lokal kunst og design blandt andet skal være med til at løse problemet med tomme butikslokaler rundtomkring i byen.

"Udfordringen er de tomme lokaler, som vi har i Aarhus, og som generelt er en udfordring for detailhandlen. Vi vil gerne prøve at gribe det an på en måde, hvor vi gentænker muligheden for at fylde de tomme lokaler op på en spændende måde. Til gavn for alle parter – både udlejere og dem, som rykker ind," siger Claus Bech, direktør i Aarhus City Forening.

Opstået under en krisetid

Helt konkret skal det ske via såkaldte pop-ups med småudstillinger i butikkerne – både i de tomme og i de etablerede. Et andet element er nemlig, at man på den måde også kan hjælpe designere og kunstnere til at få nye rammer at vise sig frem i. De kreative sjæle har udstillet hjemme i privaten, men i sommermånederne skal lokale kreative vises frem i lokaler og vinduer i Aarhus’ midtby.

Derfor efterspørger man nu værter, der ønsker at give husly til kulturen ved at donere deres vinduer til de kreative.

"Det er også et opråb til indehaverne af de tomme lokaler. De må meget gerne komme på banen og være en del af det her setup," opfordrer Claus Bech.

Projektleder fra Spotly Aya Fabricius er også begejstret for projektet.

"Vi vil gerne have lidt mere liv i de tomme lokaler og vinduer i butikker i Aarhus midtby. Det er et initiativ, som er opstået under coronakrisen. Vi har gentænkt, om man ikke kunne gøre et eller andet spændende ved alle de tomme facader," fortæller Aya Fabricius.

Initiativet er støttet af Aarhus Kommunes kickstartpakke, hvilket har gjort det muligt at rykke hurtigt hen over sommeren. Projektet lanceres i juli/august.

           

Publiceret 02 July 2020 09:35