Nordic Seaplanes samarbejder med Equator Aircraft Norway, som har udviklet et hybrid-fly kaldet P2 Xcursion.

Nordic Seaplanes samarbejder med Equator Aircraft Norway, som har udviklet et hybrid-fly kaldet P2 Xcursion.

Trækker i land:

Ingen elektriske vandfly i luften over Aarhus foreløbigt

Nordic Seaplanes har måttet erkende, at det ikke er realistisk at få elektriske fly på vingerne

Af
Danni Paulsen

"Det er utopi. Det kan ikke lade sig gøre."

Sådan lyder det fra direktør og kaptajn i Nordic Seaplanes, Lasse Rungholm, da Lokalavisen Aarhus spørger ham til status på en el-drevet vandflyver.

Nordic Seaplanes har tidligere meldt ud, at man går benhårdt efter at få et sådant i luften. I 2019 indgik selskabet et joint venture med nogle nordmænd, som har udviklet et hybrid- fly, og ligeledes har man kigget til den anden side af atlanten, hvor el-fly testes i stor stil.

"Men de fly, de har testet ovre i Canada, og som vi har haft et øje til, de kan ikke flyve meget mere end fem minutter," konstaterer Lasse Rungholm.

I øjeblikket er batterikapaciteten langt fra at kunne erstatte de to jetmotorer med hver 700 hestekræfter, der får vandflyveren i luften.

"Og vi skal kunne flyve i hvert fald i to timer, og når vi lander, skal vi kunne vende om og flyve igen. Det ville ikke engang kunne lade sig gøre med el-biler, og når vi har med fly at gøre, så er der også nogle helt andre sikkerhedskrav at have for øje."

Langt ude i fremtiden

Han er sikker på, at hybrid-fly er første skridt mod grønnere passagertransport i luften, men der vil også gå en rum tid, før de bliver en realitet.

"Jeg tror, at der kommer fly med fire motorere - to el-motorer og to almindelige - som vil kunne flyve et stykke vej og så stå en halv dag og lade op. Men det tror jeg altså desværre ikke er noget, vi kommer til at kunne bruge hos os inden for de næste ti år."

Ikke desto mindre fortsætter Aarhus-selskabet med at holde et skarpt øje med udviklingen, for ambitionen er at være grøn, dansk frontløber på det område.

"Det er jo helt oplagt, hvis det kan lade sig gøre teknisk at flyve med el-motorer i stedet for vores jet-motorer. Det ville være en lettelse for alle i luftfartbranchen, og vi vil hellere end gerne gå forrest og være med, men teknologien er der simpelthen ikke lige nu. Vi følger dog udviklingen nøje."

Publiceret 01 July 2020 08:00