Screenshot fra videoen.

Screenshot fra videoen.

Gåsehud:

Gymnasie-kor med smuk dimissions-sang

Kor fra Egaa Gymnasium har sendt studenterne ud på livets vej med en smuk sang

Af
Danni Paulsen

På Egaa Gymnasium har de en fast tradition.

Til hvert års store dimission i skolens hal får de unge deres studenterbevis og bliver fejret på behørig vis. Og så synger skolens kor, EVE, nogle smukke sange.

"Det plejer at være en stor ting for de 1.000 mennesker, der sidder i salen, og også for studenterne, at de får lov at synge med huen på," fortæller Birgitte Næslund Madsen, lektor i musik og engelsk samt dirigent for koret.

Men den tradition var man tvunget til at ændre i år på grund af coronakrisen. Koret bestående af 36 sangere kunne nemlig ikke være med i hallen, når der blev afholdt dimission for den enkelte klasse i stedet for hele årgangen.

"Jeg syntes, det var ret synd for dem, at deres dimission var anderledes, at de skulle gå glip af at synge, og at forældre og venner ikke skulle høre dem, så jeg tænkte, at så måtte vi lave en video i stedet."

Og det gjorde de på smukkeste vis med en a capella-version af Aske Bentzon og Alberte Windings 'Lyse Nætter'.

"Lyse Nætter er nærmest blevet en slagsang under coronakrisen. Den har fået en kæmpe revival og kommer også med i højskolsangbogen næste år. Så den passede perfekt," forklarer dirigenten.

Men produktionen var ikke let. For de mange korsangere kunne heller ikke mødes og synge. Og så tyer man til moderne teknik.

"Sangerne har måttet indspille hver for sig på deres mobiltelefoner og med en dyne over hovedet," fortæller Birgitte Næslund Madsen.

De mange lydklip samlede og redigerede en tidligere elev, som nu driver lydstudiet Wave Studio. En proces, der tog flere dage.

Og i sidste uge filmede en tidligere elev, som driver produktionsfirmaet Marius Visuals, alle korsangerne i den tomme hal.

"De har klaret det fantastisk. Jeg synes, det er blevet så smukt," lyder det fra dirigenten.

I stedet for den traditionelle liveoptræden er videoen blevet afspillet til de enkelte dimissionsarrangementer, og den er blevet taget ualmindeligt godt imod, fortæller Birgitte Næslund Madsen.

"Jeg var med til to ud af ti dimissioner, og hver gang spurgte forældre, om vi ikke ville sende den ud. De var alle meget glade, og mange var rørte - jeg selv og flere af mine kollegaer kneb en tåre. Så den kunne det, jeg synes, den skulle kunne."

EVE var som det første danske kor med i finalen i Danmark Har Talent i 2018.

Publiceret 27 June 2020 09:13