Hanne Marie Houkjær.

Hanne Marie Houkjær.

Præsteklumme: Glædesblus

Af
Hanne Marie Houkjær

sognepræst i Risskov Kirke

præsteklumme Midsommer er lidt som at få besøg af en længe savnet og elsket ven. Vi kører med åbent tag gennem landskabet. Min veninde og jeg. Det er midsommer, og alt på jorden under den blå, blå himmel er som et stort, brølende nu. Limfjorden åbner sig foran os og får land og vand til at ligne et verdenskort. Lande omgivet af hav. Endelig er hun her, Midsommeren.

Jeg har længe forestillet mig, hvordan vi sammen skulle sidde under birken og drikke bobler og spise jordbær i hendes lyse nat. Jeg ved, hun kommer med nattergalen, som synger i krattet på heden ved gravhøjene. Vi holder os vågne i natten, som aldrig kommer. De lyse nætter skal ikke soves væk. Vi går langs kysten, og hun følger os med sin lune vind. Vandet har trukket sig tilbage. Nogle ænder flyver op; vi kom for tæt på. Solen er gået ned, men efterlader sit røde skær. Alt sitrer og blomster og bimler. Både i de indre og de ydre landskaber. Det er første gang i år, jeg tænker: "midsommer." Der er noget vanvittigt, som følger min ven. Noget vanvittigt, og noget vanvittigt levende og vågent.

Vi sidder i den tilgroede have og drikker kølig hvidvin og ser de første gulhvide drys fra hyldeblomsterne. De minder mig om keramikfade med hyldeblomster og citronskiver. Alle barndommens somre gemt på flaske. Midsommer binder nuet til fortiden, som erindring, henover gyvel, smørblomster og rødtjørn. Jeg glæder mig, siger jeg, og har med det samme glemt, hvad det egentlig er, jeg glæder mig til. Men jeg tror, det var saltvand, sommerfester og samtaler i sommernatten, og noget som fik os til at le. Midsommer binder nuet til fremtiden som forventning. Vi tier. Sommerens sange synger i mig. Glædesblus. Herfra min verden går.

Jeg vågner og lægger mig i græsset. Jeg betragter en grøn bille og glemmer tiden. Jeg griber ud efter min telefon og læser rejsevejledninger. Hvad jeg for to måneder siden synes var fornuft, anfægter nu min frihed. En flok gæs flyver henover huset på vej mod nord. Husk at tage vejen over Norge, siger jeg op i luften til gæssene i deres kile, for ellers hedder det to ugers karantæne. Det er frihedens pris. Nu ved jeg, hvad den betyder, friheden. Hvordan ved gæssene, hvornår de skal forlade et sted? Tænker jeg. Det gør de bare. Endnu synger nattergalen, hvordan ved den, hvornår det er Sankt Hans, så den skal stoppe sin sang? Det ved den bare. Hvordan ved jeg, hvornår tid er?

Jeg bliver liggende i Danmarks have. Et frit land for det meste, og for de fleste. Jeg smider telefonen fra mig og ser op i den blå himmel. Vemodet har taget midsommerens plads. Som koncentreret saft på flasker. Som sol i ansigter. Som forbundethed med de landskaber vi færdes i, og som ord der når os i sommernatten fra den savnede ven.

Publiceret 27 June 2020 06:00