Screenshot fra video

Screenshot fra video

"Så er det mesterskabet, boys!":

AGF-spillere modtaget som helte i nat

Et væld af euforiske fans bød AGF-spillerne velkommen hjem til Aarhus

"Så er det mesterskabet, boys!"

De euforiske - og måske lettere ironiske - ord lød fra cheftræner David Nielsen, da AGF-bussen ved midnatstid søndag kom tilbage til Aarhus efter den vanvittige comeback-sejr på 3-4 over mesterskabsaspiranterne fra FC Midtjylland.

De evigt optimistiske AGFs fans er kendt for ikke at gå af vejen for en god fejring, når klubben gør det godt, og søndag aften mindede det på Fredensvang nærmest om en mesterskabsfest.

I hvert fald havde et væld af fans troppet op i den sene nattetime for at hylde heltene efter deres storslåede sejr - ganske givet også foranlediget af, at de ikke kunne yde den støtte de plejer på MCH Arena på grund af corona-restriktionerne.

"Istanbul eller Fredensvang?" skriver Twitter-bruger Sylvester Bagger og vedhæfter en video af fans, der fyrer sang, romerlys og fyrværkeri af ved spillerbussens ankomst.

"Jeg bor ca. en kilometer fra Fredensvang. Det her er fantastisk," skriver Twitter-brugeren Esben Dall Hansen, som vedhæfter en video af nattehimlen med lyden af jubel og sang i det fjerne.

Det så vildt ud, og det gjorde det i den grad også inde fra spillerbussen, hvorfra Niklas Helenius filmede og lagde videoen af helte-modtagelsen på Instagram.

Publiceret 22 June 2020 12:00