Helle Dannemarre henter inspiration til sine plakater og kort i hverdagen og ting, der får os til at smile.

Helle Dannemarre henter inspiration til sine plakater og kort i hverdagen og ting, der får os til at smile. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Med mus og pen: Helle laver håndtegnede plakater

Mouse And Pen har åbnet ny butik i Frederiksgade 34 i Aarhus C

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

plakater Der var en gang en kvinde i Ebeltoft. Hun sad med sin stråhat på trappen til sit lille byhus midt i byen. I skødet havde hun en tegneblok og i hånden en blyant. Hun kiggede ud på landskabet og gik i gang med at tegne. Det blev til fire tegninger.

Sådan starter forretningseventyret for Helle Dannemarre, der har åbnet en kort- og plakatbutik i Frederiksgade 34 i Aarhus C. Den idylliske scene midt i Ebeltoft ligger fem år tilbage. Hende og familien var netop flyttet i et byhus, og en dag blev hun enig med sig selv om at lave noget, der kunne sælges til turisterne. Det begyndte med de fire tegninger, og det antal er nu steget til 280 forskellige og en forretning, som hun kan leve af. Og som også er blevet et familieforetagende med forældrene Ib og Jonna Hansen, der pakker varerne, datteren Melissa, der står bag disken i Frederiksgade og Helle, der tegner og styrer forretningerne i både Ebeltoft og Aarhus.

"Da jeg begyndte at sælge til turisterne, gik det stærk. Det sagde ding, ding ding på MobilePay - de var vilde med mine tegninger, og det var jo dejligt. Butikkerne i Ebeltoft fik øje på mine kort og ville gerne sælge dem. Så jeg printede dem selv i det lokale printcenter i begyndelsen - først 10 så 20 og 40. Alle de penge jeg havde tjent på kortene, brugte jeg på at komme med på Formland-messe. Og det gik vildt godt. Jeg havde 30 nye kunder med hjem, og så var butikken i gang. Jeg havde fuldtidsarbejde, så jeg pakkede om aftenen og natten," siger 54-årige Helle Dannemarre, der i dag har 170 forhandlere i Danmark og 50 i udlandet.

I begyndelsen af eventyret lånte hun et gæsteværelse hos sine forældre, hvor hun opbevarede sine printede kort og plakater, inden hun rykkede ind i en butik i Ebeltoft og nu altså også i Aarhus.

Alt i hånden

Hun har døbt sine to butikker for Mouse And Pen, og det er der en helt særlig grund til.

"Jeg tegner alt i hånden og får dem trykt, så de findes i mere end et eksemplar, og jeg farvelægger alt med en mus på computeren, så deraf mus og pen," fortæller den kreative tegner.

Hun har tegnet siden barnsben og har altid haft en iværksætter gemt i sig. Inspirationen i hendes plakater kommer fra dagligdagen i det, der gør os glad. For eksempel har hun tegnet et Nutella-glas og skrevet "Home is where the Nutella is."

"Mine motiver er lidt skæve, og de giver en noget at smile af. Man kan finde et meget personligt kort eller plakat, fordi man kan finde noget, der passer til en. Det meste er noget positivt og alt det, der giver glæde, og så er der ofte flere budskaber i mine tegninger," siger Helle Dannemarre, der hele tiden forsøger at udvikle nye produkter for at følge med tiden, og derfor kan man blandt andet købe sengetøj med hendes tegninger på.

I tvivl

De fleste af de streger, der bliver sat på papiret har lidt retro over sig, og hun kører sin helt egen stil.

"Jeg var faktisk i tvivl, om danskerne ville kunne lide den. Den er jo lidt gammeldags, men det kunne de heldigvis godt," fortæller indehaveren af Mouse And Pen, mens hun kigger sig rundt i den 137 kvadratmeter store butik i Frederiksgade.

Corona ramte hårdt

Efter flere år i Ebeltoft kunne hun mærke, at tiden var moden til at åbne en biks i Aarhus, og hun havde derfor glædet sig til 1. marts, hvor butikken i Frederiksgade var klar til at modtage kunder. Men så kom corona, og det ødelagde en del af glæden.

Der er cirka 280 forskellige motiver. Alt sammen tegnet i hånden.

Der er cirka 280 forskellige motiver. Alt sammen tegnet i hånden. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

"Vi har ikke haft lukket ned. Jeg havde lige ansat min datter, som var nyudlært, og jeg kunne ikke bære at lukke det hele ned. Huslejen skulle vi jo betale, så vi blev enige om at holde åbent. Huslejen er høj her i Frederiksgade, så det gjorde naturligvis ondt, men nu er det begyndt at se bedre ud, og det hele lysner," siger hun med et smil.

Hun håber, at der blandt andet med hendes butik, kan komme lidt mere liv i gaden, og at det bliver et sted, hvor kunderne kommer, fordi de vil opleve noget andet og en anden stemning end på Strøget. Hun drømmer derfor om, at Frederiksgade bliver anderledes og bliver noget i stilen med Carnaby Street i London med masser af liv og specielle oplevelser. Men det er et helt andet eventyr, som endnu ikke er skrevet.

Publiceret 18 June 2020 06:00