Pressefoto

Pressefoto

Gnocchi, fettucine og ravioli:

Ny bod serverer håndlavet pasta

Delicatezze Pasta Fresca er netop åbnet i Aarhus Central Food Market

Mange danskere må denne sommer længselsfuldt affinde sig med, at Italien-rejsen har måttet aflyses på grund af coronakrisen.

Men nu er der mulighed for at få en lille bid af støvlelandet i Aarhus Central Food Market, hvor italienske Marcella og hendes familie netop har åbnet bode Delicatezze Pasta Fresca, fremgår det af en pressemeddelelse.

Her serveres traditionelle, italienske pastaretter lavet helt fra bunden, som "mamma" lavede dem.

Hver enkelt gnocchi og fettuccine bliver lavet i hånden af Marcella Ranalletta, som står bag boden sammen med sønnen Claudio Melita og sin kæreste Gianni Maccotta.

"I Italien bliver håndværket givet videre fra generation til generation, og vi lærer fra barnsben, at madlavning handler om mere end bare gode råvarer – det handler også om hyggen i at lave mad sammen og give sig god tid i køkkenet. Jeg glæder mig til at se, hvad aarhusianerne synes om vores pastaretter, der er baseret på klassiske, italienske opskrifter og gamle familieopskrifter," siger Marcella Ranalletta.

På menukortet er der fettuccine i cremet ostesauce med gorgonzola, taleggio og parmesan. Der er den klassiske bolognese, en variant med pesto og gnocchi vendt i cremet sauce på champignon, trøffelcreme, hvidløg og fløde. Alle pastaretterne bliver serveret med middelhavsbrød og parmesan.

"I weekenden vil der også være hjemmelavet ravioli med forskellige slags fyld, og vi har altid en dagens pastaret, som lige nu er fettuccine i sød og syrlig tomatsauce. Vi vil udvikle menuen i takt med sæsonen og de ønsker, vi får fra vores gæster," fortæller Marcella Ranalletta.

Delicatezze Pasta Fresca tilbyder også take-away. Priserne starter fra 90 kroner.

Pressefoto

Pressefoto

dp

Publiceret 11 June 2020 09:30