Området er stadig afspærret efter branden.

Området er stadig afspærret efter branden. Foto: Kim Skovrup

Efter branden: Beboerhus' fremtid er uvis

Det lokale samlingspunkt blev også ramt af branden i spejderhuset. Økonomien er bombet tilbage på grund af brandskader og manglende lejeindtægter

Af
Kim Skovrup Andersen

Brandærgerligt Fire orange lastbiler fra Beredskabsstyrelsen fylder en stor del af landskabet denne torsdag formiddag, da Lokalavisen Aarhus kigger forbi Elsted-Lystrup Beboerhus, som blev ramt af en heftig brand sen aften søndag 9. juni.

De er til stede for at afstive den nedstyrtningstruede bygning, som indtil for ganske nylig dannede spejderhus.

Rygter om, at branden kunne være påsat, er netop blevet bekræfter af politiet, som nu formoder, at branden har været menneskeskabt. En naturlig mistanke efter flere tilfælde af ballade, hærværk og bilbrande gennem de seneste par uger.

Lokalavisen Aarhus møder en mand fra Elsted-Lystrup Beboerforenings bestyrelse. Han ønsker at være anonym, fordi han er tvivl om, hvad der kan ske, hvis han står frem. Redaktionen kender hans navn og virke.

Han fortæller, at det har været en hård tid for foreningen, der er områdets samlingssted med udlejning af lokaler til foreninger, koncertarrangementer samt fester. For først har man skullet gennem en coronakrise og så en omfattende brand med masser af følgeskader.

Elsted-Lystrup Beboerhus' fire toiletter er totalt udbrændt.

Elsted-Lystrup Beboerhus' fire toiletter er totalt udbrændt. Foto: Kim Skovrup

"Vi har det skidt, indtil vi finder ud af, hvad årsagen er. Men vi frygter det værste: At branden er påsat. Vores fire toiletter er fuldstændig smeltet ned. Og inde i musiksalen er der en del ting, der er sodskadet. Derfor kommer vi til at gå glip af lejeindtægter. I forvejen har vi været ramt af coronakrisen og ikke haft udlejet lokaler siden marts måned. Vi havde også lige fået istandsat vores musikstudie og øvelokale, men de er ubrugelige efter slukningsarbejdet," fortæller bestyrelsesmedlemmet, der selv tog ned for at følge slukningsarbejde, da han sent søndag aften fik at vide af sin nabo, at beboerhuset brændte.

Hjalp brandfolk

Her kontaktede han brandchefen på stedet og hjalp med sin viden om huset og overdrog også en nøgle.

"Min første tanke var at hjælpe med min viden efter mange års gang i huset. Og så fik brandfolkene a-nøglen, for så var de da fri for at bruge en økse for at komme ind. Der er jo omkostninger nok," siger han.

Og netop økonomien bliver Elsted-Lystrup Beboerhus hårdt ramt på efter branden.

"Det er kommunens bygning, men vi taber indtægter gennem manglende udlejning i en periode. Så vores kasse er ved at være tom. Denne her brand bomber os simpelthen tilbage økonomisk. Vi er gået på sommerferie, for vi kan ikke foretage os noget som helst," siger bestyrelsesmedlemmet, som dog samtidig er lettet over, at det ikke var hele bygningen der udbrændte.

"Vi er selvfølgelig glade for, at det ikke er gået værre, end det er. Men det er jo slemt nok, og man kan kun gisne om, at det vil ske igen," siger han.

Han forlod beboerhuset klokken 1.30 på brandnatten.

"Jeg så flammer det halve af natten. Man bliver da påvirket af det, sådan er det bare. Jeg er bare glad for, at hele huset ikke futtede af. Det ville være mange års arbejde, der ville gå tabt."

Plakater med musikere, som tidligere har spillet i beboerhuset, er smeltet.

Plakater med musikere, som tidligere har spillet i beboerhuset, er smeltet. Foto. Kim Skovrup

Publiceret 11 June 2020 14:25