Illustration: Aarhus Kommune

Plan for Indre Aarhus Ø: Bliver grønnere end nuværende Aarhus Ø

Børnefamilier og grønne byrum skal dominere på Indre Aarhus Ø

Indre Aarhus Ø skal binde den historiske bykerne sammen med Aarhus Ø. Bydelen bliver grønnere end det nuværende Aarhus Ø, og den skal være et udvidet tilbud til de mange børnefamilier, der ønsker at bo i midtbyen.

Det er overskrifterne i den udviklingsplan, som Rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek fremlægger på det næste magistratsmøde.

Udviklingsplanen for Indre Aarhus Ø skal sikre, at Aarhus kan byde på attraktive bymiljøer med bynære boliger, særligt for familier.

”Vi ønsker at fastholde børnefamilierne i midtbyen. Derfor tænker vi også langt ud over boligernes fire vægge og dyrker fællesarealer og gaderum, som skaber trygge rammer, hvor barnevognen kan stå uforstyrret, og større børn kan lege trygt,” siger Bünyamin Simsek i en pressemeddelelse.

Det er ambitionen, at Indre Aarhus Ø bliver kendetegnet ved en mangfoldighed af bylivsfunktioner. Det skal ske gennem udbud af boligområder såvel som områder til erhverv samt igangsættelsen af et projekt for etableringen af en ny midtbyskole med sport- og fritidsfaciliteter.

Borgerinddragelse

Flere end 1.000 aarhusianere har været inddraget i processen, som er gået forud for udviklingsplanen for Indre Aarhus Ø, og har været med til at revidere det første bud på en udviklingsplan for Indre Aarhus Ø. Det har blandt andet betydet, at det samlede antal etagemeter er reduceret kraftigt.

”Det har været vigtigt for mig at lytte til Fællesrådet for Aarhus Ø og de bynære havnearealer og de øvrige interessenter, der har givet deres mening til kende. Derfor blev det samlede antal etagemeter allerede tidligt i processen reduceret kraftigt, og der er nu også skabt mulighed for, at byrådet aktivt kan vælge forskellige højder i hele planen særligt for den sydlige del,” siger Bünyamin Simsek.

Aarhusianerne er blandt andet kommet med over 200 idéer og forslag til, hvad der skal være i en i første omgang midlertidig bypark på Pier

Fakta

Udviklingsplanen giver mulighed for at etablere op til 110.000 etagemeter byggeri til boligformål og øvrige formål i området fra Nørreport i syd frem til Nicolinehus i nord. Samt 20.000 etagemeter på Pier 2 øst for Bestseller.

Udviklingsplanen er udarbejdet i samarbejde med Gehl Architects.

Publiceret 05 June 2020 00:00