Pressefoto:

Pressefoto: Aarhus Airport

Underskud på 36 millioner kroner:

Men bestyrelsen ser det som tilfredsstillende

36 millioner står med rødt i Aarhus Airport’s regnskab for 2019. Bestyrelsen ser det dog som tilfredsstillende med tanke på lufthavnens store investeringer

Et regnskab med 36 millioner kroner markeret som røde tal vil nok kunne sætte sindene i kog hos en del bestyrelser. Men selvom Aarhus Airport netop har præsenteret sådan et regnskab for 2019 for lufthavnens bestyrelse, så er der ikke blevet råbt højt i bestyrelseslokalet. I hvert fald ikke hvis man skal tro den pressemeddelelse, som lufthavnen i Tirstrup torsdag har udsendt.

Aarhus Airport rundede 2019 af med det højeste antal passagerer siden 2012. Mere end 500.000 rejsende tjekkede ind i lufthavnen, men den positive passagerfremgang afspejler sig som forventet endnu ikke på bundlinjen. Underskuddet på 36 millioner kroner er 3 millioner kroner højere end i 2018.

”Der er intet overraskende i tallene, og de følger den forretningsplan, som bestyrelsen har vedtaget. Vi har iværksat en offensiv strategi for at tiltrække nye ruter til lufthavnen og nå vores mål på 1,5 millioner gæster inden for dette årti. Det kræver store investeringer at geare lufthavnen til at håndtere tre gange så mange passagerer, og vi påbegyndte sidste år en storstilet modernisering af lufthavnen, der skal løfte den op i en international liga”, siger Peer H. Kristensen, som er administrerende direktør i Aarhus Airport, i pressemeddelelsen.

Lufthavnen har afsat 100 millioner kroner til en omfattende ud- og ombygning af blandt andet terminaler, sikkerhedskontrol, opholdsområder samt omsætningsgivende aktiviteter som spisesteder og shopping-faciliteter. Derudover skal et lufthavnshotel stå færdigt i 2022. Lufthavnen benyttede den midlertidige nedlukning under corona-krisen til at skrue voldsomt op for håndværkerindsatsen, så lufthavnen har kunnet fremskynde byggearbejdet med flere måneder.

Underskuddet fortsætter

”Aarhus Airport arbejder på at få vendt resultatet i løbet af de kommende år. Det kræver to væsentlige elementer. Flere gæster, som benytter lufthavnen, og at vi bliver bedre til at tjene penge på lufthavnens udbud til de rejsende. Vi knokler med at skabe en lækker lufthavn, hvor gæsterne har lyst til at opholde sig lidt længere og dermed forbruge mere,” siger Peer H. Kristensen i pressemeddelelsen.

Lufthavnen ser derfor på trods af underskuddet lyst på fremtiden og noterer sig de positive takter, som at bruttofortjenesten er vokset med 7,5 millioner kroner, og at egenkapitalen aldrig har været større. Egenkapitalen på over 200 millioner bliver rygraden i post-corona-tiden, hvor lufthavnen forventer en forskydning i den planlagte vækstrejse og derved fortsat underskud de kommende år.

”Den aktuelle begrænsning for udvikling af flyruter til og fra Danmark vil få langvarige konsekvenser for flybranchen. Den manglende grænseåbning er en katastrofe og betyder, at vi ikke kan få gang i flytrafikken til udlandet før efter sommer. Det er en langsom dolk i hjertet på vores voksende chartermarked, ligesom det kan blive svært at fastholde udenlandske flyselskabers aktiviteter i Danmark," fortsætter lufthavnsdirektøren i pressemeddelelsen.

Aarhus Airport udvidede i 2019 ejerkredsen med den aarhusianske private investor Jens Stausholm, der ejer omkring 18 procent af lufthavnen.

jwh

Publiceret 04 June 2020 09:36