Foto: TV Aarhus

Foto: TV Aarhus

Video:

Roklubbens 134 år gamle klubhus skal rives ned

Meget udtjente lokaler bliver erstattet af spritnye

           

Inden længe påbegyndes transformationen af Aarhus Roklubs 134 år gamle klubhus i lystbådehavnen.

Den gamle bygning er udtjent og forfalden, og den traditionsrige klub har fået 23 millioner kroner til at lave et nyt og tidssvarende sted til de 220 medlemmer og deres megen udstyr.

"Den skal ikke rives helt ned, men det kommer det nok lidt til at ligne, for der bliver ikke meget tilbage af det oprindelige. Den ombyggede roklub kommer til at stå på den gamle sokkel, men det meste murværk skal udskiftes med vinduer. Søjlerne kommer til at stå tilbage, men det er sådan set det eneste af bådhallen, der vil være tilbage," siger formand Flemming Niebuhr.

Han er særligt glad for, at klubben også får et nyt sted at lakere årer og både. I dag foregår det i et meget lukket rum, men i det nye klubhus vil der være ordentlig udsugning.

En gammel murfrise med bådmalerier kan desværre ikke blive bevaret, men brudstykkerne vil i stedet blive en del af gulvet, som bliver dækket med gennemsigtigt epoxy, så en charmerende del af det meget gamle klubhus får lov at leve videre i ny form.

Pengene til projektet har Aarhus Roklub, som også selv skyder lidt i, fået fra Lokale og Anlægsfonden, Aarhus Kommune og en idrætspulje.

Klubben flyttede ind i bygningen i 1936.

Det nye klubhus. Illustration: Gjøde og Povlsgaard Arkitekter

Det nye klubhus. Illustration: Gjøde og Povlsgaard Arkitekter

dp

Publiceret 03 June 2020 00:00