Chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser, Claus Krogh.

Chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser, Claus Krogh.

Chefredaktørens klumme:

Kongelunden er meget andet end et nyt stadion

250 millioner kroner vil borgmesteren afsætte til udviklingen af Kongelunden. Og er du ikke er helt opdateret på, hvad Kongelunden er, så får du her en kort forklaring:

Kongelunden dækker over området omkring Aarhus Stadion, Arenaen, Tivoli Friheden, Cykelbanen og Jydsk Væddeløbsbane. Derudover dækker området også Mindeparken, Marselisborg Slot, Rømerhaven, Forstbotanisk Have og Havreballe Skov. Det er det største storbynære, rekreative areal i Danmark. Området skal over de næste fire år udvikles og gøres til et stort sammenhængende område, som kan tiltrække aarhusianerne i endnu større grad end i dag.

I den forbindelse skal der også bygges et nyt stadion. Og det er sprængstof i Aarhus. Hovedparten af aarhusianerne er nok enige om, at byens fodboldstadion er en noget utidssvarende størrelse og rent faktisk ikke er et reelt fodboldstadion. Der, hvor dynamitten i debatten om et nyt stadion ligger, er, hvorvidt kommunen skal bruge penge på at bygge et nyt stadion til AGF. Så da borgmesteren annoncerede, at han lagde op til, at der skal bevilges 250 millioner kroner til Kongelund-projektet, var der straks ballade. Eksemplificeret ved byrådsmedlem Knud N. Mathiesen (DF), der i en artikel i Århus Stiftstidende stiller spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er lovligt at bruge offentlige midler til et privat stadion. Således at forstå, at de 250 millioner kroner, som borgmesteren vil afsætte til Kongelunden, skal bruges på at bygge et nyt stadion.

Det skal pengene blot ingenlunde bruges på. Faktisk har Salling Fonden og Lind Invest allerede doneret samlet set 500 millioner kroner til et nyt stadion. De 250 millioner kroner fra kommunen skal derimod bruges til at lave infrastruktur såsom p-pladser, veje og belysning i det kæmpestore område.

Hvis man bruger lidt tid på at læse om Kongelundsprojektet, og det arbejde som projektdirektør for Kongelunden, Trine Ribergaard Skammelsen, står i spidsen for, så tegner der sig et billede af et gigantisk projekt, som med tiden kan blive en kæmpe gevinst for Aarhus. Alene områdets størrelse siger noget om de muligheder, der er. Derfor er de 250 millioner kroner, som borgmesteren har foreslået afsat til projektet en investering til gavn for alle i Aarhus - og ikke en investering i et nyt stadion.

Med venlig hilsen

Claus Krogh

Ansvarshavende chefredaktør

Publiceret 03 June 2020 07:45