Michael Holm har grundlagt it-virksomheden Systematic, som har rundet mere end en milliard i omsætning. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Michael Holm har grundlagt it-virksomheden Systematic, som har rundet mere end en milliard i omsætning. Foto: Mikkel Berg Pedersen FREELANCE

Systematic-grundlægger tager sæde i Moesgaard Museums bestyrelse

Michael Holm indtræder i bestyrelsen for Aarhus-museet

Moesgaard Museum får et nyt medlem i museets bestyrelse. Michael Holm, der er grundlægger og administrerende direktør i it-firmaet Systematic, indtræder i bestyrelsen.

Det skriver museet i en pressemeddelelse.

"Moesgaard Museum står overfor at skulle digitalisere både den kulturelle oplevelse ud mod museets brugere, men også i forhold til mange funktioner og opgaver internt. Samtidig nyder Moesgaard stor anerkendelse i udlandet og har stort internationalt potentiale. Derfor er det virkelig glædeligt, at vi får en kapacitet som Michael Holm i vores bestyrelse, der i de kommende år skal drive den strategi, som Moesgaard tiltrådte ved årsskiftet," siger formand Anne-Marie Dohm.

Michael Holm, der også er medlem af bestyrelserne i blandt andet Salling Fondene, DI Digital og Jyllands-Postens Fond, afløser Johannes Flensted-Jensen, der tidligere har været formand.

"Moesgaard Museums fascinerende forvandling gennem de seneste år har givet Østjylland et internationalt anerkendt vartegn. Det er en fornøjelse at få mulighed for at bidrage til den fortsatte udvikling af Moesgaard Museum”, siger Michael Holm.

Moesgaard Museum er en selvejende institution, som omfatter Moesgaard Museum i Højbjerg ved Aarhus, Vikingemuseet i Aarhus og Odder og Samsø Museer.

De elleve medlemmer af Moesgaards bestyrelse udpeges blandt andet af Aarhus Kommune, Aarhus Universitet, Erhverv Aarhus, Region Midtjylland, Jysk Arkæologisk Selskab og foreningen Moesgaards Venner.

dp

Medlemmer af bestyrelsen

  • Anne-Marie Dohm (formand)
  • Johnny Nørgaard Laursen (næstformand)
  • Dan Boyter
  • Marie Kaldahl Nielsen
  • Håkon Piene Glørstad
  • Flemming Knudsen
  • Rasmus Birch Iversen
  • Kirsten Jensen
  • Jørn Senger
  • Christian Have
  • Michael Holm

Publiceret 03 June 2020 16:49