Claus Bech, direktør for Aarhus City Forening.

Claus Bech, direktør for Aarhus City Forening. Pressefoto

Aarhus skal have smilet tilbage: Der er behov for noget ekstraordinært

Smilet og omsætningen skal hjælpes på vej med sommer-oplevelser for byens borgere

Af
Jeppe Rafn

Aarhus skal have smilet tilbage efter coronakrisen.

Sådan lyder den klare besked fra Aarhus Kommune, som på kort sigt vil investere en million kroner i initiativer, der hjælpe sommerstemningen og omsætningen i bylivet på vej.

"Der skal liv i byen, og det kan vi godt skabe og samtidig følge alle forholdsregler for at undgå smittespredning. Vi skal for eksempel satse på små, nye overraskelser og events, som ikke skaber de store forsamlinger. Det skal være med til at skabe opmærksomhed om byen og give byens borgere og gæster nye oplevelser. Det er mit håb, at vi på den måde kan skabe liv og omsætning, så vi med fuld overbevisning kan kalde os Smilets By," siger borgmester Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.

Borgmesteren har på et møde med forskellige aktører i byen aftalt, at der straks nedsættes et udvalg, der skal sætte initiativer i søen frem mod Aarhus Festuge i slutningen af august.

"Der er klart behov for noget ekstraordinært både på den korte, mellemlange og lange bane, så jeg hilser borgmesterens initiativ meget velkommen," siger direktøren for Aarhus City Forening, Claus Bech, i en kommentar til Lokalavisen.

Citychefen bliver en del af udvalget sammen med repræsentanter fra byens restauranter, hoteller, kulturinstitutioner, turisme og kommunen, som varetager sekretariatsfunktionen.

”Nu skal vi drøfte i gruppen, hvad vi vil sætte i gang, men det kan være både markedsføring og specifikke mindre aktiviteter i byrummet. Jeg ser ikke de store begivenheder for mig på Bispetorvet eller andre steder, men noget der giver ekstra opmærksomhed til byens handels- og kulturliv," siger Claus Bech.

Byens butikker, restauranter, caféer, kulturinstitutioner og hoteller med videre er i en svær situation og har haft store tab i omsætning, så kommunens økonomiske bidrag til at få smilet tilbage bliver hilst velkommen.

"Det er nødvendigt, at kommunen bidrager, for branchen har ikke økonomi til at lave noget ekstraordinært," siger citydirektør Claus Bech.

Det nye hurtigt arbejdende udvalg bliver ledet af stormagasinet Sallings direktør Marianne Bedsted.

"Corona-krisen har været en hård tid for mange butikker, cafeer, restauranter og kulturinstitutioner, men jeg mærker en spirende optimisme og lyst til at sparke liv i byen igen og nyde sommeren. Det nye udvalg 'Mere gang i Byen' vil med en række initiativer skabe nye oplevelser og vise, at Aarhus stadig er fuld af liv og dynamik," siger Marianne Bedsted i pressemeddelelsen fra kommunen.

Teknik- og miljørådmand Bünyamin Simsek og kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad vil også blive inddraget i arbejdet med at sætte liv i byen henover sommeren.

"Det er vigtigt, at vi passer på byens DNA, og at vi sikrer, at der er kvalitet i tiltag, som vi sætter i gang. Vi er allerede godt i gang med at analysere behovet for en visionsplan for Aarhus Midtby. Det er en vision, som skal sigte højt, for vi skal have store ambitioner for vores by. Resultatet bliver inden længe fremlagt i byrådet, og jeg har en klar forventning om, at det også bliver indtænkt som en del af dette initiativ, for det er helt oplagt, at vi lægger os i selen og samarbejder med byens mange forskellige aktører om at få mere liv i byen," siger Bünyamin Simsek.

Publiceret 03 June 2020 00:00