Isbutikken Okkels Åbyhøj kan trække mange mennesker til og er med til at skabe liv i området.

Isbutikken Okkels Åbyhøj kan trække mange mennesker til og er med til at skabe liv i området. Foto: Bente Tahmasbi Hansen

Åbyhøj Torv i rivende udvikling

I den seneste tid er der kommet mere liv omkring torvet i Åbyhøj

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

butiksliv Hvis man tager en tur til Åbyhøj og befinder sig omkring Åbyhøj Torv, vil man opdage, at der ofte er lang kø foran isbutikken Okkels, og det samme gør sig gældende i donutforretningen Bronuts.

Gennem de seneste ti år har Åbyhøj Fællesråd kæmpet for at få mere liv i byen og flere forretninger, og det er på vej til at blive en succes.

"Vi mener helt sikkert, at det er altafgørende for lokalsamfundet, at vi har nogle mødesteder og kan skabe en god sammehængskraft i vores by. For 8-10 år siden var byen ved at blive lidt død, men nu er der kommet mere liv, og det sætter jeg stor pris på," siger formand for fællesrådet, Poul Schou.

Der er ofte kø foran Bronuts.

Der er ofte kø foran Bronuts. Foto: Bente Tahmasbi Hansen

Foruden de nye forretninger, der er poppet op langs Silkeborgvej, er der kommet 15 bede med grønt og træer, som er med til at gøre området mere grønt og indbydende.

Nye typer af butikker

Niels Jørgen Højsgaard har gennem de seneste mange år haft en stor interesse i Åbyhøj, til trods for at han bor i Viby. Han har arbejdet i Danske Bank i Åbyhøj, og har, inden han gik på pension, haft sin daglige gang på Silkeborgvej. Ligesom formanden for fællesrådet glæder han sig også over, at der er kommet mere liv på torvet.

"Der er ingen tvivl om, at Emmerys blandt andet har været med til at give et løft til torvet, og køerne ved Okkels og Bronuts viser trenden med, at vi gerne vil spise ude," siger Niels Jørgen Højsgaard, der i 1998 var med til at starte Åbyhøj Torvedage.

De seneste år er der kommet flere nye forretninger til omkring Åbyhøj Torv.

De seneste år er der kommet flere nye forretninger til omkring Åbyhøj Torv. Foto: Bente Tahmasbi Hansen

"For 50 år siden var der måske over 100 små butikker langs Silkeborgvej. De er der ikke mere, men det er glædeligt, at der er kommet nye til de seneste år. De forretninger, der er kommet, har skiftet karakter i forhold til tidligere. Dengang var der for eksempel flere små købmandsforretninger," tilføjer han.

Renoveringer på vej

Fællesrådsformanden Poul Schou oplyser, at der er nye planer på vej for området.

"Vi er i gang med at få lavet et tillæg til lokalplanen, så bygningerne omkring torvet kan blive renoveret. Der er ikke tale om nye bygninger, men de eksisterende. Husene skal renoveres på en god måde, så facaderne forsætter med at være Åbyhøj-præget - der skal være niveauforskelle og være den type tage, der er på bygningerne i dag," siger Poul Schou og fortsætter:

"Vi vil gerne skabe mulighed for at bygge ekstra etager ovenpå de eksisterende bygninger. Planen er, at der skal være forretninger/butikker i underetagen, og så kan der være boliger ovenpå. Det må ikke blive sådan, at det kun bliver boliger. Det vil være vigtigt for byens liv, hvis vi kan få den plan igennem."

Danbolig er også rykket ind på Silkeborgvej.

Danbolig er også rykket ind på Silkeborgvej. Foto: Bente Tahmasbi Hansen

Foruden forretninger er der et ønske om, at der kommer en restaurant til området.

Publiceret 31 May 2020 07:00