Chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser, Claus Krogh.

Chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser, Claus Krogh.

Chefredaktørens klumme: Utilfredshed i udkants-Aarhus

Af
Claus Krogh

Aarhus Kommune har gennemført en tilfredshedsundersøgelse blandt byens borgere. Rapporten er på 68 sider og indeholder en masse tal og statistik. Som det altid er med en rapport på 68 sider, kan man vende og dreje tallene alt efter, hvad man ønsker at kommunikere. På borgmesterens kontor er formålet med kommunikationen altid at iklæde Aarhus et rosenrødt skær og fortælle alle aarhusianere, at byen er fantastisk, og at alt er som det skal være. 'Ny undersøgelse slår fast, at aarhusianerne elsker deres by', skriver borgmesterkontoret derfor i en pressemeddelelse om undersøgelsen. Sandheden er bare, at det simpelthen ikke er et passende billede af aarhusianernes holdning til deres by.

Sandheden er faktisk, at utilfredsheden med byen er ganske markant mange steder. Undersøgelsen viser, at de aarhusianere, der er mest tilfredse med byen, bor indenfor Ringgaden. Resten af kommunen - som vi her i avisen gentagne gange har omtalt som udkants-Aarhus - kan ikke genkende borgmesterkontorets begejstring for byen. Reelt er det kun fire lokalområder, der er mere tilfredse end gennemsnittet - 15 ligger under. Fælles for de 15 er, at de allesammen ligger udenfor Ringgaden. Et område, som byens politikere i mange år har forsømt i begejstring for alt, hvad der kunne bygges og opføres indenfor Ringgaden. Udenfor Ringgaden har fantasien rakt til at lave en masse udstykninger og dermed skabe plads til en masse nye børnefamilier.

Sandheden er faktisk, at utilfredsheden med byen er ganske markant mange steder.

Man har bare glemt, at børnefamilierne kræver, daginstitutioner, skoler, infrastruktur, så familierne kan komme rundt, transportmuligheder til og fra omegnsbyerne og ind til Aarhus samt ikke mindst idrætsfaciliteter. Den massive nedprioritering af alle disse ting står klart at læse i tilfredshedsundersøgelsen. Problemet for kommunen er bare, at man ikke kan ændre på disse ting med et snuptag. Det kræver store investeringer, og dem er man ikke villig til at tage, eller også er man forhindret på grund af anlægsloftet. Det betyder, at de aarhusianere, der i dag bor udenfor Ringgaden, kommer til at vente lang tid på at få opgraderet nogle af de ting, der vil øge deres tilfredshed med byen.

Og så kan borgmester Bundsgaard fremhæve nok så meget, at aarhusianerne sætter allermest pris på kulturtilbud og rekreative muligheder, når han bliver citeret i pressemeddelelsen fra rådhuset. Sandheden er, at kan han ikke levere pasning til de mindste, sikre kollektiv trafik i hele kommunen og mulighed for, at alle kan spille fodbold og gå til svømning, så ændres billedet af et skævvredet Aarhus sig ikke.

Med venlig hilsen

Claus Krogh, ansvarshavende chefredaktør

Publiceret 27 May 2020 06:45