Skødshoved Badehotel har en næsten hundredårig historie på Mols. Ejendommen er fra 1924, og den var og er i folkemunde kendt som. Ejendommen fik for mere end 30 år siden navnet Skødshoved Badehotel. Foto: Lars Norman Thomsen

Skødshoved Badehotel har en næsten hundredårig historie på Mols. Ejendommen er fra 1924, og den var og er i folkemunde kendt som. Ejendommen fik for mere end 30 år siden navnet Skødshoved Badehotel. Foto: Lars Norman Thomsen

Aarhusiansk duo vil give badehotel en renæssance

Steffen Damborg og Werner Krogh Sørensen har overtaget det smukt beliggende Skødshoved Badehotel lige ned til havnemiljøet og med en sværm af sommerhuse tæt på

Af
Lars Norman Thomsen

SKØDSHOVED Lige før jul 2019 skrev den aarhusianske duo Steffen Damborg og Werner Krogh Sørensen under som købere af Skødshoved Badehotel, der har en unik placering på Syddjurs med udsigt ind over Aarhus og Aarhus Bugt.

Makkerparret overtog badehotellet efter den tidligere ejer, Jørgen Rasmussen, der overtog Skødshoved Badehotel i 2016.

Steffen Damborg er i forvejen godt kendt i området, fordi han ejer sommerhus tæt på havnen.

Corona forsinker

"Vi havde håbet her til sommersæsonen at kunne præsentere et færdigt koncept for den måde, som vi vil drive Skødshoved Badehotel på, men det har corona-krisen desværre lavet om på, så vi nok først er klar næste sommer," siger Steffen Damborg.

Makkerparret har dog været i sving i foråret på stedet og istandsat de to ferielejligheder, som er en del af badehotellet.

"De har fået en kærlig hånd, og der er kommet møbler ind, så de nu er klar til udlejning. Vi har aftalt med Fuglsøcentret og direktør Peter Brincks, at man herfra udlejer de to lejligheder," fortæller Steffen Damborg.

Skødshoved Badehotels kiosk og pølsevogn har allerede haft de første åbningsdage, og de holder også åbent i Kristi Himmelfarts ferien, Pinsen og naturligvis i sommer højsæsonen.

Hertil kommer et lille brødudsalg med en lokal kvinde som ophavsmand. Hun sælger bl.a. hjemmebagt brød, marmelade ditto og fermenterede grønsager.

"Badehotellet lever i højsæsonen, hvor der er mange mennesker i de omkringliggende sommerhuse, badegæster og sejlere på havnen," noterer Steffen Damborg.

Den nuværende bar, Locomotion, på stedet vil Damborg & Krogh Sørensen videreføre i et andet format.

"Det er en af de ting, som vi ikke har diskuteret færdig endnu, men lokalerne tænkes udlejet til fester, arrangementer og kursusdage for private, foreninger og virksomheder. Hertil kommer, at vi overvejer en form for udeservering," forklarer Steffen Damborg.

De nye ejere ser købet af Skødshoved Badehotel som en con amore investering, som de ikke bliver rige af, men glæder sig til at afprøve og udvikle. Foto: Lars Norman Thomsen

De nye ejere ser købet af Skødshoved Badehotel som en con amore investering, som de ikke bliver rige af, men glæder sig til at afprøve og udvikle. Foto: Lars Norman Thomsen

Erfarne herrer

De nye ejere har begge stor erhvervserfaring i bagagen.

Steffen Damborg er uddannet MBA og cand.scient.pol. fra universiteterne i Aarhus og Heidelberg (BRD) og har en lederuddannelse fra en business school under Harvard University i Boston (USA).

Han har erfaring som direktør i medie- og underholdningsbranchen, og har blandt andet virksomheder som JP/Politikens Hus, Handelsbanken, NRGi, TV 2, CBS, StartupLab, Divisionsforeningen og HåndboldLigaen på sit CV.

I dag rådgiver Steffen Damborg globale medievirksomheder i digital transformation, strategi og ledelse, og arbejder med digital strategiudvikling, implementering af digitale strategier, digital transformation af virksomheders produkter, serviceydelser og afsætningskanaler.

Werner Krogh Sørensen har en håndværksmæssig baggrund og har senere arbejdet med virksomhedsledelse, internationalt og i Danmark. Nu har han sit eget konsulentfirma, der arbejder med projektudvikling, virksomhedsudvikling, fundraising og organisationsudvikling.

Gode idéer modtages

De nye ejere vil gerne i dialog med aktører i nærområdet for at indlede samarbejde eller få friske bud på ideer til koncept og aktiviteter.

Tanken er at badehotellet skal skabe mere liv på og omkring havnen på en måde, der tilgodeser behovet for at nyde stedet uden at roen og glæden ved naturen i området spoleres.

"Vi modtager gerne input fra lokale og eksterne samarbejdspartnere i området Vi tror på, at vi med lokale partnerskaber og opbakning kan skabe fornyet liv på hotel og havn," siger Steffen Damborg.

Publiceret 22 May 2020 10:45