Rabih Azad-Ahmad (R), rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, glæder sig over genåbningen af store dele af det aarhusianske kulturliv.

Rabih Azad-Ahmad (R), rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, glæder sig over genåbningen af store dele af det aarhusianske kulturliv. Pressefoto.

Rådmand:

Det er godt for den mentale sundhed

Rådmand Rabih Azad-Ahmad (R) er begejstret for, at store dele af Aarhus' kulturliv igen kan åbne efter nedlukningen

Den politiske aftale om at genåbne det danske samfund hurtigere end planlagt er godt for aarhusianerne og det lokale kulturliv. Det mener rådmanden for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad (R), som glæder sig over, at kulturlivet kan åbne op igen.

”De seneste måneder har sat en tyk streg under, hvor vigtig kulturen er i vores samfund. Aarhusianerne har gået og længtes efter at gå på museum, låne en bog på biblioteket og møde hinanden i kulturlivet. Det er godt for både fællesskabet, den mentale sundhed og samfundsøkonomien, at byens kulturinstitutioner begynder at åbne igen,” siger Rabih Azad-Ahmad i en pressemeddelelse, der er blevet udsendt af Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune.

Han er dog opmærksom på, at kulturlivet i Aarhus endnu ikke er tilbage på det normale niveau:

”Coronakrisen har været hård ved vores kulturinstitutioner, og for flere af dem – ikke mindst vores spillesteder og festivaler – er problemerne ikke slut endnu. Heldigvis har vi sammen med Salling Fondene fået skabt en unik hjælpepakke til byens kulturliv, og jeg håber, at vi snart igen kan nyde godt af alle de fantastiske kulturtilbud,” fortsætter rådmanden i pressemeddelelsen.

Aftalen mellem Folketingets partier betyder, at store dele af den såkaldte fase 3, som skulle træde i kraft 8. juni, fremrykkes til 27. maj, hvor enkelte steder har fået lov til at åbne straks. Genåbningen omfatter dele af kultur- og foreningslivet, blandt andet museer, teatre, kunsthaller, biografer, akvarier og botaniske anlæg samt spejdere, aften- og musikskoler. Derudover omfatter åbningen også sommeraktiviteter for børn og forlystelsesparker.

jwh

FÅ OVERBLIKKET HERUNDER

Må åbne straks:

  • Kultur og aktiviteter som museer, teatre, kunsthaller, biografer, akvarier – kan åbne straks
  • Øvrige zoologiske haver, botaniske anlæg mv. – kan åbne straks

Kan åbne onsdag 27. maj:

  • Udendørs forlystelsesparker
  • Sommeraktiviteter for børn og unge
  • Fuld åbning af offentlige forskningsaktiviteter, der kræver tilstedeværelse
  • Voksenuddannelse, herunder målrettet ledige (fx AMU) og sprogcentre
  • Højskoler mv.
  • Fuld åbning af DR og TV2
  • Ungdomsuddannelserne (fx gymnasier, EUD mv.)
  • Videregående uddannelser kan afvikle mundtlige eksamener fysisk samt undervisningsaktiviteter, der kræver fysisk fremmøde
  • Foreningsliv – aftenskoler, musik- og kulturskoler (med restriktioner bl.a. ift.korsang mv.), spejdere og lignende
  • Som det fremgår af Aftale om plan for genåbning af Danmark, er partierne enige om, at da der pt. er store regionale forskelle på udbredelsen af COVID-19-smitte, kan den fysiske tilstedeværelse genoptages i den offentlige sektor, bortset fra i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Kilde: Statsministeriet

Publiceret 21 May 2020 14:53