Der er gang i godbiderne, når hundene skal aktiveres.

Der er gang i godbiderne, når hundene skal aktiveres. Foto: Kim Skovrup Andersen

TV: Charlotte har åbnet en børnehave, der giver pote

'Betterdogs' er en nystartet hundebørnehave, der kører ud fra Højbjerg, men ender på en kuperet mark i landsbyen Langballe ved Mårslet

Af
Kim Skovrup Andersen

Et hundeliv Hvad gør man, hvis ens hund ikke er vild med at være alene hjemme, og man skal i gang med at skrive et nyt kapitel i sin karriere efter endt barselsorlov?

I Charlotte Autzens tilfælde var løsningen forholdsvis simpel.

Den 30-årige hjemvendte Højbjerg-pige er sprunget ud i livet som selvstændig og har åbnet en børnehave for hunde.

(Artiklen fortsætter under TV-indslaget)

           

Indslaget er produceret af Palle Hansen, TV Aarhus

’Betterdogs’ er navnet på firmaet, og som navnet antyder, er det meningen, at man får en bedre hund, når den får lov til at være mere udenfor. Det hele er inspireret af hendes tid i København, hvor hun boede sammen med sin kæreste i otte år. Her fik de deres hund Taia passet i en såkaldt daycare for dogs, for at alle i familien kunne have det godt.

"Vi brugte selv den service, da vi boede i København, fordi vi var så frustrerede over, at Taia ikke kunne være alene hjemme. Jeg havde hende tit med på mit studie, og min kæreste tog ofte hjem i sin frokostpause for at gå med hende. Men det fungerede super godt at få hende passet i stedet," forklarer Charlotte Autzen, som er født og opvokset i Højbjerg.

Så det var oplagt, at det var en hundebørnehave, Charlotte Autzen skulle bruge sin iværksætteruddannelse på efter endt barselsorlov med søn nummer to.

Kuperet mark

'Betterdogs' så dagens lys 11. maj efter et forarbejde på nogle måneder med uddeling af flyvers, finde et egnet sted samt en masse praktiske ting.

Hun har efter eget udsagn fundet en naturperle i landsbyen Langballe ved Mårslet, hvor hun lejer en hektar kuperet mark af en lokal landmand. Her kan børnehavehundene boltre sig. Og dem er der foreløbig fjorten af på skift.

"Jeg har ingen fuldtidshunde endnu, men målet er at komme op på 30 hunde i løbet af de kommende tre måneder. Og det kan også være, det ender med, jeg skal have ansat en medarbejder," fortæller Charlotte Autzen.

Bliver hentet og bragt

Hundebørnehaven fungerer på den måde, at Charlotte Autzen henter hundene på deres hjemmeadresser i sin varevogn, hvor de kommer i hver sit bur. Herefter kører de til Langballe, hvor de får frisk luft og bliver aktiveret og socialiseret frem til klokken 14, og så går turen hjemad igen.

"Jeg henter og bringer hovedsageligt hunde i Højbjerg. Men Tranbjerg, Aarhus C, Aarhus Ø, Mårslet, Malling og Viby er også kommet med. Og mine kunder er både småbørnsfamilier, der ikke har den fornødne tid til at gå med deres hund og ældre, som ikke kan gå særligt langt med deres hund," siger Charlotte Autzen og tilføjer:

"Så det er win-win for både hund og ejer."

Publiceret 21 May 2020 10:00