Kurt Andersen på Aarhus Stadion ved en kamp mod Viborg i 2004.

Kurt Andersen på Aarhus Stadion ved en kamp mod Viborg i 2004. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

Onkel Kurt er død

Den tidligere AGF-investor Kurt Andersen er død

Onkelt Kurt, som han var kendt i folkemunde, er afgået ved døden i en alder af 75 år.

Det fremgår på AGF's hjemmeside, hvor den tidligere formand for AGF Kontraktfodbold og nuværende formand for AGF af 1880 samt bestyrelsesmedlem i AGF A/S, Erik Meineche Schmidt, har skrevet mindeord.

Kurt Andersen døde i London, hvor han har boet de senere år.

Den tidligere bankmand var storinvestor i AGF i løbet af 00'erne og hoppede til som redningsmand i 2001 fra sin pensionisttilværelse i Spanien, da klubben var i alvorligt økonomisk bekneb og truet af konkurs.

Han skød angiveligt mellem 60 og 70 millioner kroner ind i klubben og scorede angiveligt også en ganske pæn gevinst, da han senere solgte sine aktier i AGF i 2007, som året forinden for første gang i klubhistorien rykkede ud af Superligaen.

"Kurt var en såkaldt "Mr. 51%"-investor, som ønskede kontrol med selskabet, men som til gengæld også påtog sig ansvaret, når der hen ad vejen dukkede uforudsete forhindringer op. Han var også en rigtig "hands on manager", som ikke havde tænkt sig at sidde nede i Spanien og følge med i klubbens ve og vel. Så antallet af rejser mellem Marbella, hvor han boede på daværende tidspunkt, og Aarhus var endog meget betydeligt," skriver Erik Meineche Schmidt.

"De mange besøg betød, at de af os, der var tæt på ham, også lærte ham og familien at kende fra den private side. Her oplevede vi en vidende og engageret verdensmand, der var karakteriseret ved troværdighed, selvironi og varme på en måde, der har gjort et uforglemmeligt indtryk på os."

"Der er mange, der i tidens løb er blevet omtalt som "AGF's redningsmand". Kurt er en af dem, der for alvor levede op til navnet, og det er først og fremmest hans fortjeneste, at klubbens seneste historie ikke også skal beskrives ved ordet "konkurs"."

I 2008 gik Kurt Andersen ind i fodboldklubben FC Vestsjælland, som rykkede op i Superligaen og nåede pokalfinalen, men som senere gik konkurs.

Kurt Andersen var indehaver af AGF's hæderstegn i guld og tilhørte dermed en eksklusiv kreds af AGF'ere.

dp

Publiceret 19 May 2020 11:55