Lars Østergaard, ledende overlæge på infektionsafdelingen på AUH.

Lars Østergaard, ledende overlæge på infektionsafdelingen på AUH. Foto: Christian Lykking/Ritzau Scanpix

Nul corona-patienter på intensiv i Aarhus:

"Det er helt exceptionelt"

Smittetrykket er kraftigt aftagende, og det kan mærkes på Aarhus Universitetshospital, hvor der er under en håndfuld indlagte med covid-19

Af
Jonas Hvid

JP Aarhus

Søndag var der ikke flere patienter med covid-19 på Aarhus Universitetshospitals Intensivafdeling. Da blev den sidste patient overflyttet til covid-afsnittet på Afdelingen for Infektionssygdomme. Det oplyser Lars Østergaard, der er ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling og har det faglige ansvar for covid-19-patienter på hospitalet.

"Der er ikke flere indlagte på intensiv – den sidste patient blev udskrevet i dag," sagde han søndag eftermiddag.

Han må ikke udtale sig om, hvorvidt det er en kvinde eller en mand. Lignende forholdsregler må han tage for at beskytte de syge, når han skal fortælle, hvor mange der i øjeblikket er indlagt på covid-afdelingen for de ikke så hårdt ramte af sygdommen:

"Det er meget få. De kan tælles på én hånd, men jeg må ikke oplyse antallet, når der er under fem indlagte."

Bevis på aftagende smittetryk

Sådan har niveauet været de seneste uger, hvor der typisk kommer en-to nye indlagte om ugen, fortæller Lars Østergaard.

Intensivafdelingen havde ifølge den ledende overlæge 8-10 indlagte for tre-fire uger siden, mens antallet her de seneste par uger har ligget på under en håndfuld.

Hvad er det udtryk for, at den sidste patient nu er udskrevet fra intensiv?

"Det er udtryk for, at vi gennem noget tid har set, at færre og færre er smittede og derfor får behov for indlæggelse. Og fordi der ikke har været så mange syge, har der ikke været behov for, at nogle skulle på Intensivafdelingen. Det er det sidste bevis på et aftagende smittetryk, som man også mærker i aftagende sygdomshyppighed."

Ifølge Karina Bækby Houborg, ledende overlæge på Intensivafdelingen var der 10-11 covid-19-patienter indlagt på Intensivafdelingen, da antallet toppede omkring den 1. april. Der har ikke været særlige afsnit for covid-19-patienter.

"Covid-19-patienterne tager tid, fordi det tager lang tid at tage værnemidler af og på, men i intensivplejen har de ikke adskilt sig," konstaterer Karina Bækby Houborg, som vurderer, at det ikke får nogen betydning for hendes afdeling, at der ikke længere er indlagte med covid-19.

"Exceptionelt"

Lars Østergaard fortæller, at udviklingen nu får Infektionsmedicinsk Afdeling til at gå over i en beredskabsfase, hvor den er klar til en eventuel anden bølge på grund af genåbningen af Danmark.

Når Lars Østergaard skal kigge tilbage på coronaforløbet, fra højeste alarmberedskab til rent bord på Intensivafdelingen, melder der sig en tristhed over de få, som mistede livet eller fik et langt sygdomsforløb, men samtidig en stolthed i ham over, hvordan alle danskere og sygehuset har håndteret epidemien.

"Det er helt exceptionelt, hvordan det er lykkedes at få inddæmmet smitten," siger den ledende overlæge, som fremhæver, at det er særligt flot, at landets næststørste by ikke har været hårdere ramt.

"Alt andet lige rammer epidemier store byer mest, så det er ret godt gået med vores lave smittetryk," konstaterer han.

Publiceret 18 May 2020 09:50