Gensynsglæde på Solbjergskolen. Skoleleder Jens Kristensen og elevrådsformand Oliver Schneider ser frem til resten af skoleåret.

Gensynsglæde på Solbjergskolen. Skoleleder Jens Kristensen og elevrådsformand Oliver Schneider ser frem til resten af skoleåret. Foto: Kim Skovrup Andersen

De ældste elever er tilbage: Olivers klasse indtager lærerværelset

Mandag kunne alle Solbjergskolens 750 elever endelig møde i skole, da 6.-9. klasserne fik lov at komme tilbage

Af
Kim Skovrup Andersen

Skoleliv Da statsministeren forleden meddelte, at skolerne nu også kan åbne for de ældste børn og unge, blev der draget et lettelsens suk fra 6.-9. klasserne landet over.

En af dem er 16-årige Oliver Schneider, der er elevrådsformand på Solbjergskolen.

I de ti år han har gået på skolen, har han aldrig været så lang tid væk fra sin skole. Mandag var der tale om et glædeligt gensyn.

"Jeg synes, det er fint, at der nu er fundet en løsning, og vi kan komme tilbage. Det var begyndt at være ret kedeligt at sidde hjemme og ikke være sammen med ret mange mennesker. Otte uger er lang tid, og jeg glæder mig til at se alle mine klassekammerater," siger han.

En ny hverdag

Hverdagen er nu blevet genoptaget, men den kommer ikke til at se helt ud, som inden coronakrisen begyndte, oplyser Solbjergskolens leder, Jens Kristensen.

"De større elever har virtuel undervisning om formiddagen og kommer så her på skolen, når de mindre elever går hjem. Det gør vi for at sikre, at vi stadig kan holde god afstand, der er sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Så det er stadig en opdelt skole, men det er de grundvilkår, vi har lige nu," forklarer skolelederen, som fortæller, at hver klasse stadig har deres eget toilet og håndvaske.

6.-9. klasse tæller 248 af skolens i alt 750 elever, og de er blevet placeret forskellige steder på skolen. Musiklokalet, personalerummet, festsalen, gymnastiksalen, skolebiblioteket, fysik-kemilokalet og madkundskabslokalet er nu taget i brug til almindelig undervisning.

For Oliver Schneider betyder det, at han skal have normal undervisning sammen med sin klasse, 9.Y, to timer hver dag på lærerværelset, som er blevet omdannet til klasseværelse.

"Jeg skal ind og have dansk nu, men jeg regner med, at vi mest skal snakke om, hvordan vi har det og har haft det. Og hvordan resten af skoleåret skal forløbe," siger han.

Ingen karamelkast

Sidste skoledag skulle have været på onsdag, men den traditionelle karamelkastning er af gode grunde blevet aflyst, ligesom flere eksamener ikke bliver til noget. I stedet overføres årskarakteren for afgangseleverne.

"Jeg håber da på, vi får en form for dimissionsfest og kan fejre, vi er færdige med folkeskolen," lyder det fra Oliver Schneider.

Til gengæld er 6.-9. klasserne ikke blevet delt op i flere hold, som de mindre klasser på skolen.

"De ældste elever kan møde ind i hver deres klasse, efter de nye afstandskrav er sat ned til en meter, så det har været til at håndtere, og vi er som skole generelt bedre forberedt denne gang, end da vi kort efter påske skulle tage imod 0.-5. klasses elever," siger Jens Kristensen, der har været leder af Solbjergskolen siden 2007.

"Det er virkeligt fedt, at de ældste elever nu er tilbage. Der har manglet noget liv, og det har været en underlig oplevelse at går rundt på en halvtom skole uden det liv og den glæde, som de ældste elever kommer med. Det er blevet endnu mere tydeligt, hvad det egentligt er for et fællesskab, vi byder ind med som folkeskole. Og hvad det betyder for børn og for unge. Jeg håber, at det er nogle af de ting, vi tager med fra denne her krise. Udover gode vaner om håndhygiejne," siger skolelederen med et efterfølgende smil.

Publiceret 18 May 2020 14:30