Foto:

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Støjberg om bønnekald i Gellerup:

"Man skulle tro, man var i Islamabad eller Mogadishu"

Inger Støjberg (V) vil ikke afvise, at der skal lovforslag på bordet, hvis bønnekald og demonstrationer fortsætter i Gellerup

Af
Danni Paulsen

Det startede med bønnekald via højttalere fra en boldbane i Gellerup, førte protester og demonstrationer med sig, og nu er den tidligere udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg (V), på banen med kras kritik.

Lokalavisen Aarhus er blevet kontaktet af en Venstre-presserådgiver med et tilbud om interview med hende om sagen, og det tilbud tog avisen imod af den årsag, at den seneste tids episoder i Gellerup har vakt national interesse og bevågenhed fra landspolitikerne.

I den henseende er det relevant at vide, hvad Inger Støjberg, en tidligere minister på området og næstformand i landets næststørste parti, mener, og om hun har tænkt sig at lovgive imod offentlige bønnekald eller blot kritisere.

Det svar giver hun sidst i interviewet, som du kan læse herunder.

Hvad er det for et budskab, du gerne vil ud med i forhold til episoderne i Gellerup?

"Når man ser videoerne fra Gellerup, skulle man tro, at vi befandt os i Islamabad eller Mogadishu, men det er jo altså i Aarhus, og det er så udansk, som noget kan være. Og udover det er der jo en stribe af lovbrud i det. Man kunne jo undre sig over, hvor politiet er henne både ved den ene og anden seance. Noget tyder på, at det ikke er politiet, der bestemmer ude i Gellerup længere, men at det er nogle af de her typer, og det kan vi selvfølgelig ikke leve med."

Hvad får dig til at sige, at politiet ikke bestemmer? De har jo sigtet en person og forventer at sigte flere.

"Jo, men når der bliver kørt rundt på den måde, hvor man hænger ud af bilerne eller op gennem soltaget, spiller arabisk musik og kører hasarderet, så må man sige... var det sket i Skive eller Herning, og var det helt almindelige danskere, der havde gjort det, så havde det nok set noget anderledes ud. Det er jo en mellemøstlig kultur, der er kommet til Aarhus, og det duer simpelthen ikke."

Man har da før set den slags, hvis eksempelvis det tyrkiske landshold har vundet en stor fodboldkamp.

"Det kan da godt være, når Tyrkiet har vundet, men nu er man altså i Danmark, og så er det danske regler og normer, der gælder. Men man må også bare sige, at Gellerup er jo ikke Danmark. Det er blevet et lille stykke Mellemøsten, som stille og roligt er gledet ud af danmarkskortet."

Hvorfor er det så stort et problem med bønnekald?

"Værdimæssigt er det, at man har et område, som er så stærkt præget af Mellemøsten, og hvor man kan se, at der gælder helt andre normer og værdier end i resten af det danske samfund. Det er dybt problematisk. Alt for få arbejder derude, alt for mange er kriminelle, og man har et værdisæt, som slet ikke harmonerer med det danske samfund. Og lovgivningsmæssigt er det her jo ikke de eneste lovbrud, vi ser i Gellerupparken. Der bliver snydt med sociale ydelser, man er pivhamrende kriminelle, og nu kan man ikke engang finde ud af at overholde de regler, der er indført i forhold til corona," siger hun med henvisning til en video fra søndag aften, hvor man kan se, at mindst 30 mænd i strid med forsamlingsforbuddet udfører en muslimsk bøn på p-pladsen ved City Vest.

Du kan se videoen herunder:

Video: Øxenholt Foto

"Jeg kan se, at integrationsministeren (Mattias Tesfaye (S), red.) har besluttet sig for at hænge nogle plakater op, men det her er ikke et spørgsmål om, at man ikke kender til reglerne, men at man ikke vil overholde dem. Han kan sætte alle de plakater op, han vil, men det kommer ikke til at hjælpe et hak."

Det var jo en aktion fra Generation Identitær, som udløste en moddemonstration fra nogle af beboerne i Gellerup. Den aktion var ulovlig. Hvorfor hører vi dig ikke gå til angreb på Generation Identitær?

"Det skal man jo heller ikke. Vil man demonstrere, må man anmelde en demonstration. Sådan er reglerne i Danmark, og de skal overholdes, ligegyldigt hvilken side af hegnet du står på. Men der er altså en forskel på at hænge et banner op og så holde kæmpe bønnekald på parkeringspladser og køre hasarderet rundt i biler og afspille arabisk musik."

Hvem går de her bønnekald ud over? Hvem er ofre?

"Vi er et kristent land, og i et kristent land er det kirkeklokkerne, der ringer. Vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed i Danmark."

Men kender du nogen i Gellerup, som har følt sig som ofre på grund af det her?

"Nej, men det er jeg sådan set fløjtende ligeglad med, for hvis man siger, at man godt lige må lave bønnekald i ghetto-områderne, så har man accepteret, at det ikke er et stykke af Danmark, men et stykke af Mellemøsten."

Det hele startede med bønnekald på en boldbane. Det viste sig ikke at være ulovligt. Er det heller ikke okay i din optik?

"Jeg er ikke tilhænger af bønnekald af den klare årsag, at vi er et kristent land. Og det er da også mærkeligt, at de har så travlt med at sige, at de har fået lov af alle mulige instanser - blandt andet en der ikke findes - hvis de har rent mel i posen. Borgmesteren og rådmanden har tydeligt sagt, at de har søgt om at få lov, men at de ikke har fået det."

Men det skulle de så heller ikke have...

"Nej, men hvis man har rent mel i posen, hvorfor begynder man så at sige, at man har fået lov alle mulige steder i stedet for at sige, at man har ret til det?"

Når det nu ikke er ulovligt, og man gerne må, har du så tænkt dig at prøve at lovgive imod det?

"Det kan man jo overveje. Jeg er meget lidt tilhænger af at lovgive på baggrund af meget få tilfælde. Men bliver det et gængs problem, så synes jeg, man skal overveje at skride til lovgivning."

Publiceret 11 May 2020 19:29