Præsteklumme: Frihed! Hvad er det?

Af
sognepræst Karin Rank Gottlieb

Kasted-Tilst

Præsteklumme Det er sikkert forskelligt, hvad mennesker mener, er frihed; men vi er nok ret enige om, at vores frihed forståeligt nok er indskrænket for tiden, hvor coronavirus’en hærger verden. Vi har været heldige. Det er ikke gået så meget ud over os, som over så mange andre lande; men vores bevægelsesfrihed er indskrænket.

Frihed er også vores grundlovssikrede ret til at tænke, tro og sige, hvad vi mener. Det er der heldigvis ikke rørt ved. “Hvis I bliver i mit ord, skal I lære sandheden at kende, og sandheden vil gøre jer frie” siger Jesus. Hvis I bliver i mit ord... En invitation til at blive skrevet ind i Guds fortælling. Som en del af Guds fortælling har vi frihed. For tiden frihed fra at vores liv mere eller mindre er bundet af kalender, aftaler og af, at vi stormer rundt. Vi har frihed til eftertanke og til overvejelser over, hvad vores liv er; om det er, som vi gerne vil have det, eller om der er noget, vi vil ændre - også når den farlige gæst har forladt os. For nogle uger siden fejrede vi påske.

I påsken fik vi den ultimative frihed; nemlig den, at døden blev overvundet. At sygdom, ensomhed og død ikke fik det sidste ord, men at vi fik håbet og troen på, at Guds kærlighed og livet hos ham vandt.

Publiceret 09 May 2020 06:00