Pressefoto: Midttrafik

Midttrafik afviser konkurs-påstand

Flere medier skrev i går, at Region Midtjyllands trafikselskab Midttrafik er tæt på at gå konkurs.

Ifølge Horsens Folkeblad har Midttrafik meget få passagerer på grund af coronakrisen - antallet er faldet med hele 90 procent. Trafikselskabet står akut og mangler 420 millioner kroner og har derfor bedt ejerne (kommunerne og Region Midtjylland) om at skyde millioner ind i selskabet for at undgå en truende konkurs.

Midttrafik bekræfter, at indtægter fra passagerer er faldet kraftigt, og at selskabet ikke kan betale busselskaberne, Aarhus Letbane og Midtjyske Jernbaner for den kørsel, de leverer til Midttrafik. Derfor skal ejerne, regionen og de 18 kommuner i Region Midtjylland, betale ekstra til Midttrafik, for at den kollektive trafik kan fortsætte.

Der er dog, ifølge Midttrafik, ikke risiko for, at det regionale trafikselskab går konkurs. På sin hjemmeside og Facebookside skriver selskabet, at 'Midttrafik ikke går konkurs!'.

Midttrafik oplyser videre, at de danske trafikselskaber er i dialog med regeringen om en hjælpepakke, der skal dække de manglende indtægter og ekstra omkostninger, som skyldes coronakrisen.

jr

Publiceret 04 May 2020 07:14