Sådan så det ud, da Fredens Moské fredag afholdt bønnekald i Gellerup.

Sådan så det ud, da Fredens Moské fredag afholdt bønnekald i Gellerup. Screendump fra video

Fredens Moské havde den fornødne tilladelse til det offentlige bønnekald

Reglerne blev overholdt og den fornødne tilladelse var blevet givet, da Fredens Moské fredag holdt det noget omdiskuterede bønnekald i Gellerup

Af
Jonas Wrede Hansen

Bønnekald Det har skabt en heftig debat, at Fredens Moské fredag i sidste uge afholdt et såkaldt bønnekald via opsatte højtalere på et idrætsanlæg i Gellerup, hvor moskeen i forbindelse med ramadanen indkaldte til bøn. Og mandag satte en fælles pressemeddelelse fra borgmester Jacob Bundsgaard (S) og rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), gang i en tvivl om, hvorvidt Fredens Moské overhovedet havde lov til at afholde arrangementet.

I pressemeddelelsen blev det nemlig gjort klart, at der ikke var givet tilladelse til arrangementet hos Teknik og Miljø.

Den manglende tilladelse fra Teknik og Miljø ændrer dog ikke ved, hvorvidt Fredens Moské havde lov til at foretage det offentlige bønnekald eller ej. For det viser sig, at Teknik og Miljø slet ikke behøvede at give lov til sådan et arrangement. Så længe bønnekaldet foregik i et lydniveau, der holdt sig inden for reglerne, så behøvede moskeen kun en tilladelse fra det sted, hvor bønnekaldet blev foretaget.

Den tilladelse havde man fået, oplyser Anders Glahn, der er fritids- og ungdomsskoleleder hos Børn og Unge, Aarhus Kommune, i det vestlige Aarhus. Han står nemlig for at give tilladelser til arrangementer på den kunstgræsbane i Gellerup, hvor Fredens Moské fredag eftermiddag i sidste uge satte et par højtalere op og indkaldte muslimer til fredagsbøn.

"Jeg fortalte moskeen, at så længe reglerne blev overholdt, så havde den tilladelse til at bruge kunstgræsbanen til at indkalde til fredagsbøn, " fortæller Anders Glahn til Lokalavisen Aarhus.

En enkelt politianmeldelse

Hos Teknik og Miljø oplyses det, at man havde vejledt Fredens Moské i forhold til lydniveauet, og at man samtidig havde opfordret moskeen til også at kontakte politiet.

Østjyllands Politi forklarer dog til Lokalavisen Aarhus, at det slet ikke var nødvendigt med en godkendelse hos politiet, da arrangementet ikke var af den størrelsesorden.

"Man skal kun søge en tilladelse hos politiet, hvis arrangementet hører under forlystelsesbekendtgørelsen. Det er typisk ved arrangementer af større forsamlinger," fortæller Janni Lundager, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, og oplyser, at politiet heller ikke har registreret en anmodning fra Fredens Moské.

I stedet modtog Østjyllands Politi en enkelt anmeldelse om støj i forbindelse med fredagens bønnekald.

"Det var fra en beboer i området, som syntes, at det var meget højt. Den lokale betjent i området var bekendt med arrangementet, men da han på baggrund af støjanmeldelsen kørte ud til det, var det overstået," fortæller Janni Lundager.

Overfor Lokalavisen Aarhus forklarer Ahmad, der er talsmand i medieudvalget hos Fredens Moské, at der var styr på den fornødne tilladelse i god tid, da man i flere år har haft et samarbejde med Anders Glahn fra Børn og Unge om lignende arrangementer på kunstgræsbanen. Han ærgrer sig desuden over, at der opstod en misforståelse omkring, at Fredens Moské skulle have fået en tilladelse fra Teknik og Miljø.

"Jeg var nok lidt for hurtigt ude med at kalde det for en tilladelse. Jeg så det som en mundtlig tilladelse, når vi havde fået at vide, at det var okay, at vi holdt arrangementet inden for de gældende regler," fortæller Ahmad til Lokalavisen Aarhus.

Publiceret 28 April 2020 12:45